Af Finn Slumstrup, Ærø.
De to ord have og forår skaber en forjættende kombination. Skiftet fra at haven er noget, man kigger ud i, til at den er et landskab, man går og arbejder i, er en af årets allervigtigste forandringer. For som forfatteren Knud Hjortø en gang skrev: ”Mens jeg sår i min have, gror det i mit sind.” Hjortø, som levede fra 1869 til 1931, er vel i dag stort set glemt. Men han var en fin stilist, og citatet her kan jeg kun være enig i. Vi bliver simpelthen mildere i sindet og sjovere at være sammen med, når vi kan komme i haven og pusle med krukker og staudebede og sætte os i en af de havestole, der er kommet frem fra vinterhiet.
Vores have er med sine knap 200 kvadratmeter særdeles overskuelig. Så meget desto mere forbavsende er det, hvor megen glæde den giver os. Da vi havde nogle dage lige før påske garanteret fri for regn, var det lige tiden til at få malet den pergola, vi fik tømreren til at lave i fjor. Åh, denne duft af transparent Gori, som blander sig med fuglesangen!
Haven er altså ret beskeden, men den ligger i et stort havelandskab, for noget af det helt særlige ved middelalderdelen af Ærøskøbing er, at alle husene i den store firkant Smedegade-Brogade-Gyden-Vestergade har baghaver, som åbner sig ud mod hinanden i et fantastisk havelandskab. Det må vel være den bedste af alle verdener, når man på én gang har en lille og overskuelig have og et stort og frodigt havelandskab. At haverne ikke er voldsomme har mange fordele. Vi er stort set fri for motortyranni. De fleste af os bruger gammeldags græsslåmaskine, som kører på muskelkraft, og vi kan også godt save på den gammeldaws facon. Så når man i Fyns Amts Avis læser en større artikel om, at vi i Danmark har 8.-10.000 haveulykker årligt, kan man ikke lade være med at glædes over, at det ikke er her, motorsavene overdøver solsorten. Men naturligvis kan vi ikke sige os helt fri. Også på Ærø sker der uheld med stiger, der vælter, og der skal såmænd ikke så meget til, før sådanne uheld får store menneskelige omkostninger.
For lidt siden satte jeg mig ud i haven og bladrede i Højskolesangbogens afsnit om forår. Sangene understreger i den grad, at det er jubelens tid, vi nu går rundt i. Det kan illustreres på en egen stilfærdig måde, som i Frank Jægers digt ”April, april” fra 1950, der starter med de herlige linjer: ”Bedstefar, tag dine tænder på, søbemadens triste tid er ude.” Hvorfor? Fordi der er gulerødder på vej!
Først og fremmest skal foråret dog hilses, så det bobler af energi og virkelyst. Det har ingen gjort bedre end Johan Skjoldborg i hans klassiske ”Husmandssang” fra 1897, ”Når vinteren rinder i grøft og i grav” om det tidlige forår.
