Af Olesen, Institut for Agroøkologi, Århus Universitet.
Jeg skal undlade at gå ind i talkrigen om, hvor meget ekstra kvælstof der udledes som følge af Landbrugspakken. Landbrugspakken er en vækstpakke for landbruget, ikke en miljøpakke. Desværre blev den også forsøgt solgt som det sidste. Den er heller ikke nogen katastrofe for vandmiljøet, men vil formentlig betyde at indsatsen for at forbedre vandmiljøet i mange fjorde udsættes med fire-fem år.
Talkrigen om Landbrugspakken har sikkert bekræftet mange byboere i deres fordomme om landbruget som den store miljøsynder. Samtidig er mange landmænd blevet bekræftet i, at miljøforskere (inklusive sikkert undertegnede) er verdensfjerne og i øvrigt landbruget uvenligt stemt. Lad det være sagt med det samme. Jeg betragter mig som landbrugsforsker med fokus på at løse problemer med miljø og klima på en sådan måde, at landbrug og samfund også vinder økonomisk. Når det gælder landbrugets image i befolkningen, kan det nok kun forbedres gennem resultater, og her har vi sikkert været for dårlige til at fortælle de gode historier.
En af de gode historier om dansk landbrug og miljø er, at det faktisk er lykkedes at reducere udledningerne af kvælstof til vandmiljøet meget markant. Kvælstofudledningen til havmiljøet er reduceret fra omkring 110.000 ton N i 1980’erne til nu knap 60.000 ton N. Samtidig er udledningerne af fosfor også reduceret meget markant, men det skyldes især, at byerne har strammet op på rensning af spildevand.
Den meget store udledning af kvælstof og fosfor i 1980’erne førte til ophobning af næringsstoffer i søer, fjorde og indre farvande. Næringsstofferne fremmer algevækst, lægger sig i vandoverfalden og skygger for vandplanterne. Algerne har en meget kortere vækstrytme end vandplanter som eksempelvis ålegræs. Når algerne dør, hober de sig som et mudderlag på bunden, hvor næringsstofferne så senere frigives fra. En af tragedierne om kvælstof er, at den dårlige landbrugs- og gødskningspraksis i 1970-80’erne førte til alt for store udledninger af kvælstof, som i de fleste fjorde gjorde, at ålegræsset forsvandt til fordel for alger og mudderbund.
Fortidens synder
Vandplanter som ålegræs er utroligt vigtige som filter for næringsstoffer, og de fjorde der har gode bestande af ålegræs kan tåle langt mere kvælstof end fjorde uden ålegræs. Hvis vi havde gode bestande af vandplanter i søerne og ålegræs i fjordene generelt, ville vi ikke have noget problem med de nuværende udledninger af kvælstof. Planterne i vandløb, søer og fjorde ville kunne filtrere for næringsstofferne. Det er fortidens synder, der nu hjemsøger os. For at komme tilbage til fjorde med ålegræs skal næringsstofferne i mudderlaget udtyndes og nye ålegræsplanter spire frem. Dette kræver tid, men også at næringsstoftilførslerne mindskes til de mest sårbare fjorde i denne periode. Derfor den megen snak om målrettede tiltag i Landbrugspakken.
I hele mediestormen om Landbrugspakken er det blevet overset, at de målrettede tiltag ikke alene omfatter den målrettede regulering, men at en stor del af de kollektive indsatser faktisk også er målrettede. Udtagning, skovrejsning og etablering af vådområder bliver prioriteret de vandoplande, der leder ud til sårbare fjorde. Dette er uhyre fornuftigt og bør få landbrugets fulde støtte. Da det er fjordenes økosystemer, der skal genoprettes, bør der også ses på, hvad der kan gøres i fjordene. Nogle steder kunne det være at få dækket mudderlaget med sand, så ålegræs kan spire frem. Andre steder kunne det være dyrkning af muslinger til filtrering af vandet. Det må komme an på, hvad der virker, og hvad der er billigst.
Oven i de kollektive indsatser kommer den målrettede regulering, som må rettes mod de vandoplande, der har de mest sårbare vandområder eller sårbare grundvandsforekomster og de steder med de største udledninger. Denne målrettede regulering kan blive dyr og bureaukratisk og bør derfor også begrænses til de områder, hvor det er afgørende med andet og mere end kollektive indsatser.
Tragedien må stoppes. Det vil den kun blive, hvis landbrug, myndigheder og forskning står sammen om at skabe de nødvendige løsninger. Vi skal samtidig være meget bedre til i fællesskab at fortælle alle de gode historier om, hvordan landbruget i Danmark løser problemerne. Den fortælling er der brug for både i den danske offentlighed, men også i udlandet hvor man mange steder står med langt større udledning af næringsstoffer end i Danmark.
