Ny undersøgelse: Tre ud af fire landmænd vil bruge mindre gødning end de må

Rundspørge: Kun hver fjerde landmand tror, han vil udnytte landbrugspakkens ekstra kvælstof fuldt ud i 2017.

Tre ud af fire landmænd forventer at bruge mindre kvælstof i 2017 end landbrugspakken har givet dem adgang til.

Det viser en spørgeundersøgelse blandt knap 2.000 landmænd, det såkaldte Landmandsbarometer, som Seges har gennemført i slutningen af april.

Undersøgelsen viser, at 64 pct. af de adspurgte forventer at bruge en del, men ikke al det ekstra kvælstof, som landbrugspakken har åbnet op for. 

12 procent forventer, at de ikke vil udnytte noget af den ekstra kvote overhovedet, mens 24 procent, lidt færre end hver fjerde, tror, de vil udnytte hele kvoten,

Vil aldrig bruge det hele

Også gødningsfirmaerne har indberettet deres forventninger til gødningsforbruget i 2017 til Seges.

Og også her forudser man et moderat ekstra-forbrug af kvælstof efter landbrugspakken.

Vil aldrig bruge alt

»Vi kommer aldrig til at udnytte hele den ekstra kvælstofkvote,« siger chefkonsulent Leif Knudsen, Seges, der har gennemført undersøgelsen.

Han henviser bl.a. til, at kvælstoffet fordeles som et gennemsnit, hvor nogle landmænd får tildelt mindre kvælstof, end de har brug for, mens andre får mere end deres behov er til.

Mønster fortsætter

Seges’ nye undersøgelse underbygger dermed, at mønstret fra det første år efter landbrugspakkens vedtagelse fortsætter:

Miljø- og Fødevareministeriet oplyste i sidste uge, at landmændene i gødningsåret 2015-2016 kun havde udnyttet godt halvdelen af landbrugspakkens ekstra kvælstof.

I 2017 forventer Seges, på baggrund af Landmandsbarometeret og gødningsbranchens indberetninger, at landmændene kommer til at udnytte mellem 50 og 60 procent af den ekstra kvælstofkvote i 2017.

Indsats bør genivervejes

Det endelige billede af landmændenes forbrug af kvælstof i 2017 vil først stå klart om et lille års tid, men i Landbrug & Fødevarer mener viceformand Lars Hvidtfeldt, at både de nye tal fra Landmandsbarometeret og de endelige tal for 2015-2016 viser, at landbruget er blevet overreguleret med krav om alt for mange målrettede efterafgrøder.

Han opfordrer derfor regeringen til at genoverveje og reducere omfanget af målrettede efterafgrøder i 2018.

»Det er på tide, man tilpasser indsatsbehovet til den virkelige situation,« siger Lars Hvidtfeldt.

Artiklens første linjer er redigeret torsdag kl. 18 på grund af meningsforstyrrende fejl, red.

Læs mere i LandbrugsAvisen 29. juni

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle