Oksekød eller svinekød – slaget om smagen stod på Skanderborg Festival

Med øl i hånden dystede to topkokke med hver deres kød om festivalgæsternes stemmer.

Hvilket kød smager egentlig bedst?

Det spørgsmål satte to topkokke sig under Skanderborg Festival for at svare på, da de i Danish Crowns område, Friland, Danmarks Smukkeste Svinesti, kæmpede om festivalgæsternes smagsløg til den såkaldte Meat Battle.

Her havde den højt profilerede Thomas Pasfall, der driver restaurant Pasfall i Odense, i anledningen kastet sig over svinekød i forskellige afskygninger, bl.a. et confiteret svinebryst med rygeost og grillet spidskål.

Han dystede mod bornholmske Mikkel Marschall, der bl.a. har været med på kokkelandsholdet og ansat på både Søllerød Kro og Formel B, der begge har stjerner i den fornemme Michelinguide. Mikkel Marschall gav sig i kast med enorme bøffer af oksekød, der havde krogmodnet 100 dage op til den uformelle konkurrence.

 

Grill og øl hænger sammen

Med venlige drillerier og øl i hånden stod kokkene side om side med hver deres sortiment af økologisk svine- og oksekød, som blev smidt på de store, flammende griller.  

”Man skal sgu have en bajer i hånden, når man griller. Det gør noget godt for smagen og følelsen af at grille,” sagde Mikkel Marschall, inden han gang på gang vendte de enorme bøffer over flammerne.  Foruden bøfferne havde han ”snydt” dagen forinden og sat kalveskanke over, som efterfølgende blev svitset af, inden de blev skåret i mundrette bider til de mange festivalgæster.

Han var dog ikke den eneste, der fik en tår alkohol i dagens anledning. På trods af, at klokken kun lige havde rundet 12 om middagen, var en mindre sværm af festivalgæster med rødvin og portvin i stride strømme troppet op for at nyde synet af de to topkokkes kogekunster.

Da det kom til serveringen, blev det til en stribe af velfornøjede lyde. Det endte dog – overraskende nok – med to lejre, der holdt på hver deres favorit, og således endte konkurrencen uafgjort.

Danish Crown har et partnersab med Skanderborg Festival, og Meat Battle var en af slagtekoncernens mange daglige begivenheder.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle