Af Lars Kelstrup, journalist på LandbrugsAvisen.
Søren Ilsøe, næstformand i FRDK, gik i sidste uges LandbrugsAvisen i rette med en artikel, hvor vi havde skrevet, at »Hastigheden for udvikling af resistens i teorien er cirka dobbelt så stor, hvor der praktiseres reduceret jordbearbejdning.«
Søren Ilsøe kan have fuldstændig ret i, at det er et generaliseret udsagn, der i mange tilfælde ikke passer med virkeligheden. Omvendt er der desværre også eksempler fra virkeligheden, hvor problemer med resistent ukrudt vokser mere end dobbelt så hurtigt ved reduceret jordbearbejdning end i pløjede dyrkningssystemer.
Forklaringen er som så meget andet, når det gælder planteavl, et spørgsmål om driftsledelse.
Ved pløjning sker der nemlig en større »fortynding« af de resistente ukrudtsfrø, fordi frøene blandes op i et større jordvolumen. Derved vil der være færre resistente ukrudtsfrø, der havner i de øverste cm, hvorfra de kan spire. Det udskyder problemerne med resistent ukrudt.
Ved reduceret jordbearbejdning, direkte såning og Conservation Agriculture bearbejdes et mindre jordvolumen. Derfor vil problemer med resistent ukrudt, alt andet lige, accelerere hurtigere.
Det er dog ikke altid, at »alt andet er lige«. Og som Søren Ilsøe ganske korrekt anfører i læserbrevet, så kan man med et sundt sædskifte, konkurrencedygtige afgrøder, vårsæd, strigling og andre tiltag minimere problemerne med resistent ukrudt, - i nogle tilfælde mere effektivt end i pløjede systemer.
