Roskilde Dyrskue er bondens ferie

I weekenden åbnede Roskilde Dyrskue og danske landmænd for 48. gang dørene for besøgende. Men for landmanden trækker det sociale samvær.

Fredag morgen står landmændene og vasker, pjusker og ordner deres Angus, som skal bedømmes senere. Indimellem bliver der sneget smil og blikke til hinanden, for selvom det er en konkurrence, er det også her, hvor landmændene har tid til at være sammen med hinanden.

»Jeg er et konkurrencemenneske og kan godt lide at vinde. Men jeg nyder virkelig også samværet og det interne dril mellem os landmænd,« siger landmand Mogens Krag Hansen, der har taget fem Simmentaler-køer med på Roskilde Dyrskue i år.

Mogens Krag Hansen har udstillet på Roskilde Dyrskue i to år, og i år vandt hans Simmentaler-tyr Bedste Simmentaler-Handyr.

»Det er min ferie«

Blandt de 1.800 udstillede dyr befinder landmand Lars Stenbek sig med sine ni malkekøer. For ham er Roskilde Dyrskue den eneste ferie, han kommer på om året.

»Min kone har tit spurgt, om vi ikke skulle bruge pengene på en ferie til udlandet og slippe for alt arbejdet med at udstille. Men jeg ser det her som en hård arbejdsferie, hvor jeg får lov til at hygge mig med mine venner og stadig se, om jeg kan slå naboen - hvilket jeg kan,« siger Lars Stenbek, der står ved siden af sin vinderko, der både har vundet Bedste yver og Bedste Ældste Malkeko.

Og hyggeligt er det. På trods af en udlidelig varme og 86.000 mennesker, så nyder både gæster og landmænd Roskilde Dyrskue i tre dage. I år har man både kunnet nyde flere madboder og en guidet tur med en landmand.

Plads til alle

Ved Ring I, hvor statsministeren holdt sin åbningstale fredag formiddag er der kåring af Sjællandspræmie-hingsten. På forreste række sidder en familie, hvor den yngste dreng står oppe på stolen. Uden held prøver moren at få drengen ned og sidde.

»Alle hestene er mine! Jeg hepper på alle de smukke heste!« råber drengen til stor morskab for hele tribunen.

Roskilde Dyrskue er en arbejdsferie for landmanden, og samtidig kan gæster komme tæt på landbruget og dets dyr. Minkavler Hans Henrik Jeppesen fra Sorø er med for andet år i træk og nyder at vise sit erhverv.

»Jeg kan godt lide at vise, hvad jeg roder med til hverdag, og vise erhvervet frem for folk der ikke lige kender det,« forklarer Hans Henrik Jeppesen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle