Sluk for gyllepumpen

Udslip af gylle til omgivelserne skyldes ofte utilsigtet start af gyllepumpen. Det er der råd for.

Uheld i forbindelse med opbevaring af gylle er desværre tilbagevendende. Derfor er der god grund til at se på, hvordan vi kan forebygge og afværge disse ulykker. De belaster nemlig både det omgivende miljø og bedriftens økonomi - for slet ikke at nævne de ridser i lakken, som de giver landbruget.

En del tyder på, at el-pumperne bærer en stor del af skylden for gylleudslippene. Af de 18 uheld, som blev registreret i 2004 (året hvor gylleopbevaring var i fokus for kommunernes tilsyn på landbrugsområdet), opstod de 13 i forbindelse med pumpning af gylle. Og af de otte uheld, vi har set i år, har de seks at gøre med pumpefejl og/eller pumpesikkerhed.

Tallene viderebringes af Landscentrets eksperter i maskinteknik. Foranlediget af de igangværende miljøpolitiske diskussioner har de dels analyseret uheldene og deres årsager, dels beskrevet de mulige virkemidler, der kan nedbringe forureningsrisikoen i forbindelse med opbevaringen af gylle.

Afbryd strømmen ved hovedtavlen

Analyserne af ulykker med gyllepumper har vist, at der i flere tilfælde er sket utilsigtet start af pumperne, hvilket har forårsaget store udslip af gylle.

"Vi taler her om el-drevne pumper, som af uforklarlige årsager er gået i gang. I alle tilfælde har der været strøm på anlægget, og det får os naturligvis til at anbefale, at man simpelthen afbryder strømmen ved hovedtavlen, når pumpen ikke anvendes i længere tid," siger landskonsulent Jens Johnsen Høy.

Han tilføjer, at udviklingen går i retning af, at gyllevognene selv tømmer tankene, og at der derfor monteres stadigt færre el-pumper til tømning.

At slukke for strømmen er en enkel og billig forebyggelse, men der findes mange andre muligheder. Vurderingerne af effekt og omkostning indgår nu i et materiale, som er sendt til Skov- og Naturstyrelsen. Her arbejdes der p.t. med at stramme reglerne for gyllebeholdere.

Kontakt: Jens Johnsen Høy, 87 40 55 75

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle