Stort flertal af slagteriarbejdere stemte nej

Der var et stor flertal blandt slagteriarbejdere imod ny overenskomst - som de dog nu må acceptere.

Utilfredsheden med den nye overenskomst var massiv hos slagteriarbejderne. Det viser tal fra NNF, fagforbundet med blandt andet slagterierne under sig.

I alt 9646 stemte. Af disse stemte 8396 nej, svarende til 87 procent.

NNF har flere forskellige overenskomster under sig. På slagteriområdet og det fødevareindustrielle område brød forhandlingerne sammen, så det var et mæglingsforslag fra Forligsmanden, som slagteri- og fødevarearbejderne stemte om.

De to områder indgår i den store industripulje, der omfatter 600.000 lønmodtagere. Det var hele denne urafstemning, der afgjorde også slagteriernes overenskomst.

Dermed får slagteriområdet og fødevareindustrien ny overenskomst, trods det massive nej.

"Demokratiet har talt, og vi accepterer naturligvis den beslutning, der er truffet. Selvom et meget stort flertal af Fødevareforbundet NNF's medlemmer på slagteriområdet og det fødevareindustrielle område har stemt nej, så betyder sammenkædningsreglerne, at det samlede flertal for "ja" også gælder vores overenskomster," udtaler næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen i en pressemeddelelse.

"Vores medlemmer har sendt et stærkt signal til arbejdsgiverne. Deres nej er ikke kun et nej til mæglingsforslaget, det er også udtryk for en stor utilfredshed med den behandling, vi fik under forhandlingerne med DI. Jeg vil opfordre DI - og Danish Crown - til at tage det massive nej dybt alvorligt. Deres medarbejdere har med al tydelighed slået fast, at de ikke vil acceptere ublu krav, der er langt hårdere end for resten af industriarbejderne i Danmark. Jeg håber, DI bruger de næste tre år på at udtænke en anden og mere fremadrettet forhandlingsstrategi," siger Jim Jensen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle