Kritik af svineproducenter forfejlet: Udskældt aflivningsmetode er bedst for grisen

Dyreværnsrådet har i flere omgange slået fast, at den mest sikre metode til aflivning af pattegrise er et hårdt slag mod gulvet, hvorved dyret får kraniebrud og omgående dør.

I dag har avisen MetroXpress - med henvisning til Eurogroup for Animals - kritiseret, at danske svineproducenter afliver pattegrise under fem kg - der er uhelbredeligt syge - med et hårdt slag mod gulvet.

Men faktisk er metoden effektiv og lige efter bogen. Det har statens egen instans på området, Dyreværnsrådet, slået fast i flere omgange efter grundige overvejelser.

"Af Dyreværnsrådets udtalelse af 18. november 1998 fremgår, at det er rådets opfattelse, at hvis aflivningen af pattegrise sker med et enkelt slag, hvorved pattegrisens hoved og nakke slås så hårdt ned i gulvet, at dyret får kraniebrud og dør omgående, så er metoden dyreværnsmæssigt forsvarlig," skrev justitsminister Lene Espersen i et folketingssvar i 2008.

Aflivning med boltpistol er en dårligere løsning, fastslår Dyreværnsrådet. Det er hverken sikkert for landmand eller dyr.

"Pattegrisens hoved vil simpelthen være for lille til, at en boltpistol kan anvendes forsvarligt," skriver justitsministeren i svaret.

Fødevarestyrelsens instruks for velfærdskontrol i svinebesætninger nævner også aflivningsmetoden med slag mod gulvet som standard.

Landmænd følger ikke mediehysteri, men Dyreværnsrådet

Videncenter for Svineproduktion under Seges har lagt mærke til omtalen i medierne.

"Men på baggrund af Dyreværnsrådets vurdering benytter de danske svineproducenter altså den korrekte og mest forsvarlige metode til aflivning af pattegrise, og gør hverken noget ulovligt eller dyreværnsmæssigt forkert, ved at aflive pattegrise under 5 kg på denne måde," skriver Videncenter for Svineproduktion under Seges.

"Det er lige efter bogen," noterer Danske Svineproducenter i en kommentar.

Emneord dyrevelfærd

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle