Udkast til pesticidaftale: Forbyd nedvisning i konsumafgrøder

Lige nu er et forbud mod nedvisning af konsumærter og brødkorn en del af udkastet til en ny pesticidaftale. Det skriver Altinget.

Landmænd skal ikke længere have lov til at bruge glyphosat til at nedvisne konsumærter, maltbyg, havregryn og brødkorn, såsom rug, hvede, byg og spelt.

Det fremgår af et udkast til en ny pesticidaftale, som Altinget er i besiddelse af.

Lise Bech er fødevareordfører for Dansk Folkeparti og forhandler aftalen. Hun håber, at forbuddet bliver en del af den endelige aftale.

”Det er noget, som vi får rigtigt mange mails om fra borgerne, så det mener jeg, at vi skal tage alvorligt. Jeg er rigtigt tilfreds med, at det ser ud til at komme med i aftalen,” siger hun til Altinget og fortsætter:

”Der har indimellem kørt historier om, at tyskerne ikke vil have vores korn. Så derfor synes jeg, at det er vigtigt.”

Landbruget ville gerne undvære lovgivning på området.

Landmand vinder over 3F i Landsretten - uden advokat 22. april · 08:30

Niels Peter Nørring, der er områdedirektør for Miljø, Energi & EU i Landbrug & Fødevarer, peger på, at der allerede er et meget stærkt forbrugerønske mod at bruge roundup kort før høst.

”Og derfor lever vi allerede i stor udstrækning op til det ønske. Så jeg tror ikke, at et forbud fører til meget store ændringer,” siger Niels Peter Nørring.

I forvejen er der en frivillig aftale mellem landbruget, møllere og industrien om, at brødkorn ikke nedvisnes, og sidste år foreslog Seges og kornbranchen at droppe nedvisning af maltbyg.

Hos Danva, der repræsenterer danske vandselskaber, er der ikke meget begejstring at spore. Direktør Carl-Emil Larsen mener, at et forbud bør gælde for alle afgrøder.

”Det er et forslag, der lyder vældig fint, men det hjælper bare ikke grundvandet. Det er som om, at man ikke anerkender, at vand også er en fødevare,” siger han.

Partierne mødes ifølge Altingets oplysninger fredag formiddag for at forhandle videre.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu