Vårbygudbytter giver dyk i proteinindhold

Ikke alle maltkunder kan tilfredsstilles med årets maltbyghøst, forudser direktør Kim Jørgensen, Danish Malting Group.

»Der er avlet alt for høje udbytter i vårbyg. Det gør os nervøse, for på den måde bliver koncentrationen af protein alt for lav.«

Det siger Kim Jørgensen, der er direktør for landets største maltfabrik, Danish Malting Group ved Vordingborg. Han understreger, at byggen fra årets høst stadig ligger i spirehvile, men forprøver bekræfter de bange anelser, som de høje bygudbytter har givet anledning til.

»Prøverne viser proteinindhold i niveauet 9,3-9,4 pct. af tørstof, hvilket er kritisk lavt. Vi vil gerne op på 10-10,5 pct. Byggen fra 2014 lå på 10,2, hvilket var nærmest perfekt,« siger Kim Jørgensen.

Kvalitet i top

Direktøren ser en smule trøst i, at situationen er stort set den samme i det meste af Europa, og dermed må mange maltkunder indstille sig på malt med lidt lavere proteintal.

»Vi har kunder, der kræver 10 pct. protein i malten. Selve maltningsprocessen nedsætter proteinindholdet med 0,3-0,4 procentpoint, så de kræsne kunder får svært ved at finde malt af den ønskede type,« siger han.

På de fleste øvrige kvalitetsegenskaber har Kim Jørgensen derimod kun lovord til overs for årets maltbyg: Spireevnen er høj, indholdet af fusarium er lavt som følge af en tør høst, og kernestørrelsen er i top.

»Store flotte kerner fyldt med stivelse - desværre,« lyder karakteristikken på grundlag af de foreløbige prøver.

Hvede tæt på 2014

De meget lave proteintal for vårbyg bekræftes af de foreløbige analyser fra VSP, som foretages af Eurofins. Her er der i vårbyg til foder målt 8,2 pct. råprotein, som er det hidtil laveste niveau, der er målt. Indholdet i 2014 var 8,7 pct.

Bortset fra rug er der for de øvrige kornarter tale om en gentagelse af de meget lave værdier fra 2014. Hvede ligger på 8,5 pct. protein mod 8,4 i 2014, og i vinterbyg er indholdet ligeledes steget en anelse til 8,4. Rugens indhold er derimod steget fra 6.8 til 7,2 pct.

Faktaboks

Protein i maltbyg

  • ​Basis: 11-9,5 pvt. protein
  • Fradrag i pris ved indhold op til 11,5 og ned til 8,7 pct. 
  • Indhold over 11,6 og under 8,6 pct. udløser afregning som foderbyg

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle