»Vi vil lave det, de andre ikke kan eller ikke gider«

Anne og Niels Mejnertsen havde altid drømt om at lave deres eget mel. Drømmen blev realiseret,og i dag har Mejnerts Mølles omsætning overhalet Mejnerts Landbrug.

I 2005 begyndte de at realisere deres drøm . Da ideen var født, begyndte Niels Mejnertsen at sætte sig ind i, hvordan man laver mel.

Ønsket var at lave et produkt af den ypperste kvalitet. Han besøgte møller og holdt møder med ernæringseksperter. Da han godt vidste, hvordan man fodrer grise, faldt det ham ikke svært at omsætte den viden til human ernæring.

»I starten blev melet lavet på andre møller. Det gik op for mig, at uanset hvor godt mel vi bragte møllen, så nytter det ikke noget, hvis det bliver ødelagt at den proces, det skal igennem,« siger Niels Mejnertsen.

I 2007 begyndte de derfor at bygge nyt kornbehandlingsanlæg og mølleri til et to-cifret millionbeløb. Mejnerts Mølle stod færdig og produktionsklar i 2009. Kornet koldformales 100 pct. på gammeldags stenkværne og derved bevares alle de næringsstoffer, som naturen har frembragt. Ved denne bearbejdning bliver kim og skaldele i melet. Dette giver et højere fiberindhold, samtidig med at melet stadig indeholder dens naturlige vitaminer og mineraler.

Specialproduktion giver mening

»I Danmark, hvor lønomkostningerne er store, giver det god mening at have en specialproduktion,« mener Niels Mejnertsen.

»Og lønninger er også den største udgift vi har.«

Derfor blev den nye mølle bygget stort set fuldautomatisk og med topmoderne styringsstem, så der skal bruges så få hænder på at køre den som muligt. I dag er der to møllere tilknyttet og én sælger ansat.

»De sidste fem år har vi vækstet 30 pct. om året. Korndelen, hvor vi leverer korn til andre møller udgør langt størstedelen,« forklarer han.

Hvem er kunden

De allerførste melsække var 25 kg-sække.

»Vi havde ikke lige overvejet, at husmødrene ikke var gearet til de mængder. Det fik vi hurtig rettet til og sælger i dag i 500 gr poser til private og 12,5 kgs sække via grossister til store kunder som kantinerne i banker, hotelkæder og store virksomheder,« fortæller Niels Mejnertsen.

»I starten var økologi ikke det, det handlede om, men på grund af støtten var det et middel, der kunne få os nærmere målet. Og økologi er heller ikke lig med kvalitet. Bæredygtighed og økologi er blevet mere og mere vigtigt for mig,« siger Niels Mejnertsen.

»Jeg vil gerne kunne stå 100 pct. inde for vores produkt, og det kan jeg. Også fordi vi kører det neutralt, så al den energi og protein vi omsætter, det tilfører vi igen. Det er også derfor, det er sjovt at gå på arbejde. Fordi vi har hjertet med i det hele og samtidig er det et topmoderne landbrug,« siger Niels Mejnertsen.

Faktaboks

Mejnerts Mølle

  • Mel og brødmix sælges i dag til private via webshop og i gårdbutikken på Viskingegården, i Irma og udvalgte forhandlere. Desuden salg gennem grossister til store køkkener.
  • Se mere på mejnerts.dk 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle