Økologer skal kæmpe om guld, sølv og bronze i bæredygtighed

Nyt initiativ, ØkologiLøft, skal udvikle dansk økologi til at levere mere på FNs bæredygtighedsmål. Det foreslår Økologisk Landsforening.

Økologiske landmænd vil fremover få mulighed for at sikre sig et diplom i guld, sølv eller bronze, alt efter, hvor meget deres produktion leverer inden for seks udvalgte, økologiske bæredygtighedsmål: Klima, natur, dyrevelfærd, næringsstofforsyning og lokale ressourcer, socialt ansvar samt levende landdistrikter.

Det foreslår Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening,

ØkologiLøft

Det nye initiativ fra foreningen, ØkologiLøft, var et centralt punkt i formandens beretning fredag i Vingstedcentret ved Vejle, hvor ca. 250 økologiske landmænd, virksomheder og storkøkkener er samlet fredag og lørdag til generalforsamling.

Inititivet skal sikre, at dansk økologi fremover leverer ’mere og bedre’ på FNs bæredygtighedsmål, sagde Per Kølster.

»ØkologiLøft skal være drivkraft for udvikling af økologi på den eneklte bedrift, og dermed levere på flere af FNs 17 verdensmål for bæredygtighed,« sagde formanden.

Ø-mærket blev fastholdt

ØkologiLøft er udviklet siden sidste vinter, hvor Økologisk Landsforening foreslog at indføre et nyt, supplerende økologimærke i frustration over trægheden i udviklingen af EU’s økologiregler.

»Det er en falliterklæring, at den nye Økologiforordning ikke flyttede sig en millimeter på klimaet,« sagde Per Kølster bl.a.

Tanken om at droppe Ø-mærket blev droppet, men debatten satte gang i nye brancheaftaler og et års dialogmøder med landmænd, virksomheder, forbrugere og detailledet.

»Vi må selv tage ansvaret for udviklingen af økologien, fornyelsen kommer ikke fra EU,« sagde Per Kølster.

Individuelle aftaler

ØkologiLØFT skal ikke være et nyt lag af ensrettede regler, fastslog Per Kølster.

ØkologiLØFT er i stedet baseret på individuelle gårdudviklingsaftaler, og nært samarbejde med et gårdudviklingsråd, der hjælper landmanden til at opfylde økologiens bæredygtighedsmål.

»Fremtidens økologi skal handle om involvering, om ejerskab og om den økologiske landmands frihed til at vælge mellem flere effektive handlinger. Det giver mere engagement og bedre økologi,« sagde Per Kølster.

Kan vælge fra katalog

Modellen for ØkologiLøft er, at de økologiske landmænd selv skal vælger selv fra et katalog af handlinger, hvordan hun eller han løfter gårdens leverancer inden for seks økologisk bæredygtighedsmål: Klima, natur, dyrevelfærd, næringsstofforsyning og lokale ressourcer, socialt ansvar samt levende landdistrikter.

Et gårdudviklingsråd og en gårdudviklingskonsulent følger processen på gården, og der tildeles diplom i guld sølv eller bronze alt efter udviklingsniveauet.

Testes lige nu

ØkologiLØFT afprøves lige nu på en række testbedrifter, og Økologisk Landsforening forventer at præsentere et færdigt koncept til efteråret.

»Når vi løfter økologien, løser vi ikke bare udfordringer i samfundet, landbruget og miljøet, men vi øger også forbrugernes opbakning til økologien,« sagde Per Kølster.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle