L&F: Miljø bør sammentænkes med vækst

L&F hilser finanslovsaftale på miljøområdet velkommen, men savner vækstelementer.

Regeringens finanslovsaftale på miljøområdet er et tegn på gammeldags tankegang. Man tænker miljø for sig og vækst for sig i stedet for at tænke det sammen.

Det mener Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer.

»Når man nu åbner posen for at gavne natur og miljø, burde man ikke tænke så meget i søjler med miljø for sig og vækst for sig. Man bør tænke på hvordan tiltag på miljøområdet kan gavne den vækstdagsorden, som regeringen også har,« siger han.

Han peger på, at der for eksempel mangler viden om marine virkemidler i kvælstofreguleringen. For eksempel om stenrev, muslingeproduktion og ålegræsdyrkning.

»Hvis man havde sat penge af til det, kunne det resultere i, at landbruget kunne producere mere, og så kunne man levere både bedre miljø og vækst på en gang,« siger han.

L&F glæder sig dog over, at der er afsat penge til at udvikle økologien og til flere test af pesticider.

»Jeg håber, at det betyder, at vi kan få godkendt flere pesticider hurtigere, så vi får nye midler på markedet i Danmark,« siger han

Han peger på at ny midler er mere effektive og mere miljøvenlige.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle