”Fortidens synder”: Massescreening afslører nye fund af udfasede sprøjtemidler

Tre nye stoffer, der stammer fra sprøjtemidler, der har været forbudt i over 10 år, bliver nu føjet til listen, som kommuner og vandforsyninger fremover skal undersøge drikkevandet for.

”Undersøgelserne understreger i hvor lang tid vi skal døje med fortidens synder”.

Sådan lyder det fra miljøminister Lea Wermelin (S) ovenpå, at Miljøministeriet torsdag har løftet sløret for foreløbige resultater af massescreeningen af grundvandet for 2021.

Her er der fundet rester af nedbrydningsprodukterne LM5 og LM6, som stammer fra ukrudtsmidlet terbuthylazin, Midler med terbuthylazin har ikke været solgt i Danmark siden 2008, hvor de er blevet brugt til bekæmpelser i ukrudt i majs og ærter, skovkulturer, frugttræer, læhegn og buske. Midlerne er solgt under en lang række forskellige handelsnavne.

Desuden er der fundet rester af R471811, der er et nedbrydningsprodukt fra sprøjtemidlet chlorothalonil, der har ikke har været solgt i Danmark siden 2000. Midlet har været godkendt til brug som som svampemiddel i hvede, kartofler, ærter, løg, porre, solbær, ribs og jordbær på friland, samt agurker og prydplanter på friland og i væksthus.

De tre stoffer bliver nu tiljføjet den liste, som kommuner og vandforsyninger skal undersøge drikkevandet for, oplyser miljøministeren. Formålet med de årlige massescreeninger, som har kørt siden 2019, er netop at få yderligere viden om stoffer, der kan indgå i vandforsyningernes boringskontrol eller i den generelle overvågning af grundvandet.

Fra Lea Wermelin lyder det:

”Det er meget bekymrende, at massescreeningen igen viser, at der er fundet rester af sprøjtemidler i vores grundvand. Det er netop derfor, vi har udvidet screeningerne med flere stoffer, som der så desværre er fundet eksempler på. Det skal være trygt at drikke vandet fra vandhanen i Danmark”, siger hun og fortsætter:

”De nye fund er alle sprøjtemidler, der ikke har været anvendt i Danmark i årevis. Massescreeningerne giver os mulighed for at få ny viden, som vi kan handle på i forhold til udfordringerne fra tidligere anvendelser af sprøjtemidler”, siger Lea Wermelin.

Kritik fra Rigsrevisionen

To af de stoffer, som nu er fundet i massescreeningen, LM5 og LM6 er i øvrigt to af de seks stoffer, som Rigsrevisionen har kritiseret Miljøstyrelsen for ikke at have screenet grundvandet for. Det skete så sent som i januar 2022. 

Fra Miljøministeriet bliver det oplyst, at de to stoffer, LM5 og LM6 også var udbudt til massescreeningerne i 2019 og 202, men ingen analyselaboratorier tilbød at analysere for de to stoffer. Stofferne var med i Rigsrevisionens beretning, fordi GEUS i 2011 foreslog at overvåge for LM5 og LM6 i grundvandet via en screeningsundersøgelse, fordi de var fundet i grundvand i Italien og Tyskland.

Faktaboks

Foreløbige resultater af massescreening

 

LM6 er påvist i 18 prøver ud af 250 undersøgte. To af fundene i grundvandsboringer overskrider det fastsatte sundhedsmæssige acceptable niveau for børn for indhold af LM6 i drikkevand. Drikkevand og drikkevandsboringer skal derfor undersøges for indhold af LM6.  

LM5 er påvist i 16 prøver ud af 250 undersøgte. Ingen af fundene overskrider det fastsatte sundhedsmæssige acceptable niveau for børn eller voksne for indhold af LM5 i drikkevand.

Der er gjort 29 fund af R471811 i de 250 indtag, der er med i massescreeningen. Ni af disse fund var over kravværdien for sprøjtemidler i grundvand. Ingen af fundene overskrider det fastsatte sundhedsmæssige acceptable niveau for børn eller voksne for indhold af R471811 i drikkevand.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle