Af Ivan Pedersen, fritidsbonde
Formanden for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen blev både ”stødt og trist”, da LandbrugsAvisens chefredaktør tillod sig at causere over den hurtighed, hvormed nogle økologiske forbrugere, var parate til at forlade økologien. Selv skadefryd bliver bragt i spil som muligt motiv.
Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Jeg har fulgt økologien tæt – fx som flittig læser af et medie som Økologisk Nu. Hvor bliver jeg gang på gang skuffet, når der bliver brugt uforholdsmæssig meget spalteplads på at beskrive konventionelt landbrugs ulyksaligheder – i et medie, der burde handle om økologi. Det gør MIG umådelig ”stødt og trist”. Når økologisk hønsefoder pludselig er PFAS-udfordret – strømmer det fx ud med ikke underbyggede artikler om PFAS i de konventionelles pesticider fra mediet Økologisk Nu.
Jeres (og en del politikeres) sure opstød over, at Arla skærer ned i antallet af økologer (som vel starter hele historien): Uden Arla og andre store virksomheders indsats (politisk satsning?) for økologien og millioner og atter millioner af ekstra tilskud, supermarkedernes ”avance-udjævning” og en vild eksportindsats betalt af andre, havde økologien så langt kun været et komma i historien. Så vær du glad for, at kun en lille gruppe har forladt jer – mange flere havde gjort det, såfremt man skulle betale den reelle pris. Økologi til fuld pris er jo et luksusprodukt, som kun velbjergede danskere og de rigeste på eksportdestinationerne vil og kan betale for. Økologi er ikke for alle – det er en illusion, medmindre den betales af andre.
Forbrugerne rykker ikke
At være økolog er, som når de konventionelle skal med på den grønne bølge. Alle skriger politisk på det – men det er langt fra sikkert, at forbrugerne vil skifte stil og betale. Det kan blive dyre prøvepenge, når producerede varer er på overskudslager, priserne falder o.s.v.
Så længe forbrugerne ikke rykker, behøves der ikke mange danske gårde for at producere de par kikærter eller linser, det danske marked har brug for. Præcis det samme gælder økologien, som i dag blot fremstår som en stor velsmurt markedsføringsmaskine og en industrialiseret produktion, der med udeladelse (sådan da) af pesticider faktisk ikke rigtig har budt ind med noget, bortset fra brugen af fluffy begreber som ”biodiversitet, bæredygtighed (?) og naturlige fødevarer – og vi vil have flere penge”.
