12 gårde konkurs

Antallet af konkurser i marts måned var 12. Mælkeproducenterne står for ca. en tredjedel af konkurserne.

I marts måned var der 12 konkurser inden for landbruget. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Selvom det var to konkurser mere end måneden forinden, står det i skærende kontrast til marts måned sidste år, hvor der var 30 konkurser. Der er altså tale om over en halvering i forhold til samme måned sidste år.

"Konkurstallene for marts bekræfter den tendens, vi har set siden efteråret 2016 med et faldende antal konkurser.
Årsagen til faldet er de højere priser på mælk og svinekød, hvor især stigningen i svineprisen er slået igennem på antallet af konkurser blandt svineproducenter," lyder kommentaren fra Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos Seges.

Forventer færre kvægkonkurser

"Mælkeproducenterne oplevede prisstigningerne senere, og her er antallet af konkurser fortsat forholdsvis høj trods et lille fald. Mælkeproducenterne står også fortsat for ca. en tredjedel af konkurserne, som de har gjort de senere år. Med de seneste måneders prisstigninger er likviditetspresset dog lettet for rigtig mange mælkeproducenter, så også de vil opleve et fald i antallet af konkurser kommende i de kommende måneder," vurderer Klaus Kaiser.

Samlet set toppede antallet af konkurser i 2016 i denne konjunkturcyklus, og i 2017 og 2018 vil vi se et fald, vurderer den erhvervsøkonomiske chef.

"Niveauet som helhed er dog fortsat højt i historisk sammenligning, og det afspejler landbrugets grundlæggende udfordringer med, at en række bedrifter har været voldsomt påvirket af først gældsophobningen i 00’erne og efterfølgende en længere årrække med meget lav indtjening. Vi skal derfor formentlig en del år frem, før den økonomiske situation i landbruget er normaliseret," påpeger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle