2022 blev et dyrt og vildt energiår, men strømmen var grønnere

Energipriserne skød i vejret i 2022, men en enkelt god nyhed står tilbage: Vores produktion af strøm belastede ikke klimaet mere, end den gjorde året før, viser opgørelse fra Green Power Denmark.

Ulykkerne stod i kø i 2022. Rusland gik i krig i Ukraine, og forsyningen af russisk naturgas til Europa blev kraftigt reduceret. Der manglede vand til vandkraftværkerne. Atomkraftværker i flere europæiske lande var lukket ned på grund af reparationer, eller fordi de manglede vand til køling, og prisen på træpiller gik gennem loftet.

Mangel på energi førte til stærkt forhøjede priser på strøm, men på trods heraf er strømmen faktisk blevet grønnere.

Det skriver Green Power Denmark, der er en interesseorganisation for den danske energisektor, i en pressemeddelelse.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, men det er den øgede produktion af strøm fra solceller, vindmøller og biogas, der har sikret, at selvom Europa generelt har måtte skrue op for forbruget af kul på kraftværkerne i Europa, for at gøre sig uafhængig af den russiske gas, har det samlet ikke ført til en større CO2-udledning fra elforbruget i Danmark. 

Ifølge en foreløbig opgørelse, som Green Power Denmark har lavet, udledte en gennemsnitlig kilowatt-time i stikkontakten 132 gram CO2 i 2022. Og det er lavere end i 2021, skriver organisationen. 

Andelen af CO2-neutral strøm er i opgørelse anslået til 80 procent i 2022.

Foreløbige tal

  • Opgørelsen er foretaget på baggrund af offentlig tilgængelige data fra ENTSO-E.
  • Green Power Denmark understreger, at ENTSO-E data er foreløbige statistikker.
  • Energinet leverer de officielle tal, typisk i form af en foreløbig deklaration i januar, hvor de endelige tal offentliggøres i den årlige miljødeklaration.

Vi fik 48 procent af vores strøm fra vindmøller, 6 procent fra solceller, 16 procent fra biomasse, 8 procent fra vandkraft og 2 procent fra atomkraft.

De resterende 20 procent blev produceret af kul, naturgas og fossilt affald (for eksempel plastik, som betragtes som fossil energi).

- Den store produktion af vedvarende energi fra især solceller og vindmøller er den primære årsag til, at CO2-udledningen ikke er steget. Vindmøller og solceller har aldrig produceret så meget, som de gjorde sidste år, og intet andet land i verden får dækket så stor en del af sit elforbrug af vinden og solen. Det kan vi med god grund være stolte af, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

De usikre tider på elmarkedet de seneste år har fået CO2-udledningen fra elproduktionen til at stagnere. Går man dog lidt længere tilbage, er der sket et voldsomt fald i udledningen. I 2018 udledte vi 193 gram CO2 pr. kWh - altså 53 procent mere end i dag.

- Den udvikling vil uden tvivl fortsætte. Hvis 2023 udvikler sig mere normalt, vil CO2-udledningen falde allerede i år, siger Kristian Jensen.

Senere på året kommer Energinet med en endelig opgørelse over CO2-udledningen fra produktionen af el.

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle