82-årig landmand tærsker hvede med 33 år gammel mejetærsker

Hans Jefsen overtog landbruget som 17-årig, da hans far pludselig dør. I dag er han stadig i fuld gang på gården, og har det bedst, når han kan holde hænderne igang.

Selvom fødselsdagen er blevet fejret de første 82 gange, har Hans Jefsen ikke tænkt sig at lægge gummistøvlerne på hylden i morgen. Det siger i hvert fald hans søn, Martin Jefsen, på 54 år.

Hans Jefsen har drevet landbrug siden 1955, da hans far (Martin Jefsens farfar) pludselig dør, da Hans Jefsen er blot 17 år gammel.

"Landbrug har været hele min fars liv, og da min farfar døde, måtte han hjem til gården og på med gummistøvlerne. Siden da har han været hjemme på gården, udover da han aftjente værnepligt. Først som karl, siden bestyrer, forpagter og så købte han gården af min farmor, da han blev gift med min mor", siger Martin Jefsen.

Landbrug er fitness

Ud af i alt 133 hektar planteavl og grovfoder har Martin Jefsen de sidste fem år forpagtet 30 hektar på Kildegården, hvor forældrene bor, men faren står stadig for at passe markerne ved gården.

"Min mor siger, min far har det bedst, når han er i gang, og sådan har han det også selv. Han vil gerne gøre et godt stykke arbejde færdigt og bagefter glæde sig over det", fortæller Martin Jefsen.

For første gang i år har de spurgt naboen om hjælp til at høste 25 hektar vinterhvede af sorten Benchmark ved farens gård. De er kun lige begyndt med at høste og har taget de første 17 hektar på de tørreste marker.

"Vi har aldrig spurgt om hjælp før. Min far har høstet alt korn, indtil i år, hvor vi sagde, at det var lidt rigeligt arbejde, taget hans alder i betragtning. Min far og mor har været gode til at skære arbejdet fra, så de har kunne klare det, de var i stand til", siger Martin Jefsen og fortsætter:

"Mine forældre vil ikke sælge gården, for min far kan stadig lide at bruge sine hænder. Det er både psykisk og fysisk velvære for ham. Så er han også fri for at gå i fitness".

Pæne kornmarker trods gulrust

I år har der været problemer med gulrust i vinterhveden, ligesom mængden af nedbør har varieret. Nogle steder har afgrøderne fået passende mængde regn - blot få kilometer der fra har de stort set intet fået.

"Det har absolut været til den tørre side i vækstsæsonen, og på billederne har jorden fået mindre vand end hjemme på min egen gård. Jeg kan få 30 mm regn på én dag, hvor min far kan få ingenting. Ellers har det været en god vækstsæson, og udbytterne ser også fornuftige ud", lyder det fra Martin Jefsen, der kalder sig selv for en optimist.

Ved siden af har Martin Jefsen også en mælkeproduktion på 145 Jerseykøer og har 105 hektar med vårbyg, vinterhvede, majs og græs. Høsten af vinterhvede er foregået med farens New Holland 8030, som faren købte fra ny i 1986.

Martin Jefsen skønner et udbytte på 5,6 ton pr. hektar med en vandprocent på 14 procent, men udbyttet bliver forhåbentligt højere, siger han.

"På min egen ejendom kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har haft så pæne kornmarker stående. De næste hektar bliver et bedre udbytte, for de første marker var de tørreste".

ikke prøvet før

Alt korn bliver solgt til DLG, hvor majs og græs går som foder. Selvom høsten ser ud til at tegne godt, er Martin Jefsen overrasket over, at de kan høste hvede i juli, da de normalt først går i gang i august.

"Det har vi aldrig gjort før. Det må være varmen og den tidlige sort, der gør det. Hvis det bliver en tendens med mere tørvejr i fremtiden, skal vi have mere majs og skære ned på græs", siger Martin Jefsen.

Med billederne deltager Martin Jefsen i konkurrencen i 'Skyd Høsten Bedst'.

Skyd Høsten er et samarbejde med Gjensidige. Tjek din høstsikkerhed og vær med i lodtrækningen om en super sej DJI Mavic Air drone til en værdi af 7850 kr.: www.landbrugsliv.dk

Faktaboks

Sådan gør du

Skyd høsten først:

Vær den første til at indsende billedet af en høstede afgrøde. Der er præmie til det først indsendte billede af høsten i hver af de følgende 13 afgrøder:

Allerede høstet: Engrapgræs, rødsvingel, vinterbyg, alm. rajgræs, raps, vinterhvede, hvidkløver, vårbyg, rug, spinat til frø, triticale og havre.

Mangler høst: Hestebønner.

Alle vindere får et gavekort til Restaurant Flammen på 800 kr.

Skyd høsten bedst

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Hver uge kåres en ugevinder, der vinder en skyd-høsten-lagkage. Alle disse billeder deltager i konkurrencen om hovedpræmien, der er en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

Blandt alle yderligere indsendere trækkes lod om en iPad WiFi 32GB til værdi 2.280 kr. samt 5 x 1 valgfrit årsabonnoment på Mark, Kvæg, Svin, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.114 kr.

Skyd bedste video:

Skyd bedste høstvideo og vind et GoPro Hero6 kamera, værdi 2.590 kr.

Du kan deltage i alle konkurrencerne her:

www.landbrugsavisen.dk/skyd-2019

Emneord

Skyd Høsten 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle