Aftale på plads: Biogasanlæg tager næste skridt

BioenergiSyd indkalder til info-møde om betingelser for at levere til de to nye biogasanlæg i Sønderborg kommune, som nu er et skridt tættere på virkeliggørelse.

Det er et år siden, at BioenergiSyd og NGF Nature Energy indgik en aftale om to biogasanlæg til 500 mio. kr. i Sønderborg kommune.

Nu kommer projekterne et skridt videre, idet forhandlingerne om en endelig og lukrativ leverandøraftale er afsluttet med et godt resultat, oplyser formand for BioenergiSyd, Andreas Bonde, i en pressemeddelelse.

Derfor indkaldes alle landmænd nu til et informationsmøde på Gråsten Landbrugsskole torsdag 6. september kl. 19.30. Her vil den samlede aftale om leverance af gylle blive gennemgået, og det samme gælder leverandøraftaler for hver enkelt leverandør.

godt tilfreds med aftale

Materialet sendes til medlemmerne forud for mødet, så der bliver mulighed for at sætte sig ind i detaljerne.

”Vi har været i tætte forhandlinger i de sidste måneder om de betingelser, vi som leverandører får. Jeg er godt tilfreds med den aftale, vi har opnået. Den indeholder favorable forhold omkring tørstofafregninger og ikke mindst en goodwill-honorering", siger Andreas Bonde og fortsætter: 

"Til gengæld er der en række tidsfrister, der skal overholdes i forhold til indrapportering af mængder til de to anlæg, og derfor holder vi mødet på landbrugsskolen med kort varsel".

udnytter gødning bedre

På mødet vil der blive fremlagt en tidsplan for det kommende arbejde. Det handler især om beslutningsprocessen omkring at blive leverandør til et af de to anlæg, der placeres i Glansager og i Sønderborg Vest.

”Vi er godt tilfredse med at komme videre med etableringen af biogasanlæggene. Vi kommer til at udnytte gødningen bedre, og de to anlæg bliver en gevinst for både miljøet og bundlinjen", siger Andreas Bonde.

De to anlæg vil skabe 50 blivende arbejdspladser og reducere kommunens CO2-udledning. Dertil kommer af biogas giver forsyningssikkerhed for energi og skaber aktivitet i kommunen. Landmænds vækstmuligheder bliver bedre, og der skabes et bedre forhold til naboerne i kraft af færre lugtproblemer.

BioenergiSyd har omkring 150 landmænd i LandboSyds primære område i Aabenraa og Sønderborg kommuner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle