Allerede udsolgt på frivillige efterafgrøder - i nogle områder

I går, onsdag, var første mulighed for at ansøge om støtte til frivillige, målrettede efterafgrøder med fokus på grundvandsbeskyttelse. I morges, torsdag, var ni oplande allerede overansøgt. De er nu lukket for tilmeldinger. Der er tale om tildeling af støtte efter "først til mølle"-princippet.

Det er primært oplande på Vestlolland, Nordfalster, ved Kalundborg og ved Stevns, der er lukket.

"Nogle af dem, vi har lukket, er meget små, så der skal heller ikke så meget til, før man kommer i mål der," forklarer endhedschef Steen Bonde, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, til Landbrugsavisen.dk.
 
"I hele det jyske område, med undtagelse af et lille område ved Aabenraa, er der stadig god plads. Der er i hele landet søgt 33.000 hektar i alt ud af 88.000 i runde et. Det er ganske flot," siger Steen Bonde.

De frivillige efterafgrøder er en del af Landbrugspakken og skal kompensere for afskaffelsen af den reducerede kvælstofkvote.

En IT-fejl gjorde, at områderne, hvor der kan søges målrettede efterafgrøder, kortvarigt ikke lukkede, som de skulle, når puljen var opbrugt. Derfor lukkede systemet sen eftermiddag i et par timer for at rette fejlen.
 
I de områder, hvor der er overansøgt, håber Steen Bonde, at nogle landmænd vil droppe de overanmeldte, frivillige efterafgrøder, så de kan frigives til andre arealer, hvor behovet endnu ikke er opfyldt. Det er muligt frem til 21. april at framelde arealer.
 
Første runde er der åbnet for ansøgning om frivillige efterafgrøder i områder, hvor der er fokus på beskyttelse af grundvand. I anden runde, der åbner 1. marts, er der fokus på beskyttelse af kystvande. Men man vil fortsat kunne ansøge om efterafgrøder i grundvandsområder i runde to.

Såfremt der er penge tilbage, vil der være en runde tre, der åbner 22. marts, hvor der er fokus på at få fyldt op i de områder, hvor der endnu mangler tilmeldte, frivillige efterafgrøder.

L&F holder øje

Landbrug & Fødevarer og Seges vil løbende holde øje med, at målet om frivillige efterafgrøder nås.

Anders Panum Jensen, Vand- og Naturpolitisk chef ved L&F, er ikke overrasket over, at nogle områder, hvor behovet var mindre, er fyldt op.

"Små udfordringer er lettere at løfte end store," påpeger Anders Panum Jensen.

Det er især i Syd- og Sønderjylland, at der er store krav.

Ifølge beregninger fra Seges vil små 10.000 hektar af efterafgrøderne skulle placeres i områder, hvor der ikke er ledige arealer nok med det sædskifte, der findes i dag.

Rekordstor søgning

Onsdag åbnede Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ligeledes for årets ansøgningsrunde for grundbetalingen og de øvrige arealstøtteordninger.

Aldrig før har så mange landmænd og konsulenter oprettet en ansøgning på rundens første dag. Styrelsen modtog ca. 1300 ansøgninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle