Ammoniak udfordrer overgang til løsdrift i farestalde

Ammoniak kan være en udfordring for svineproducenter, der overvejer løsdrift i farestalden. Læs mere Fagmagasinet SVIN nr. 6/2018 der udkommer på mandag 18. juni.

Jo større produktionsareal og jo større gylleoverflade i en stald, jo mere lugt og ammoniak vil der alt andet lige komme fra stalden.

Den sammenhæng gælder i hvert fald i teorien, og kan genfindes i diverse tabelværdier. Men den kan være en udfordring for svineproducenter, der overvejer løsdrift i farestalden.

Arealet i en sti med løsdrift er 6 til 6,5 kvadratmeter, mens en kassesti er 4 til 4,5 kvadratmeter.

"Desuden vælger mange et større areal med spaltegulv i en sti til løsdrift end i en kassesti", fortæller miljøfaglig chef Nina Gamby, Gråkjær Miljøcenter.

Ser man på tabelværdier for de to stityper, giver en løsdriftsti derfor omkring en halv gang flere lugtenheder end en traditionel kassesti med delvist spaltegulv.

En besætning med 1.000 søer i løsdrift får et afstandskrav til byzone på 425 meter. En tilsvarende besætning, der vælger kassestier og delvis spaltegulv, kan derimod nøjes med et afstandskrav på 402 meter.

Nye værdier

Heidi Birch Wentzlau, SvineRådgivningen, påpeger, at tabelværdierne for lugt nok i virkeligheden er lavere for en løsdriftsfaresti, fordi der er mindre risiko for svineri, men det bliver der ikke taget højde for.

"Vi er nødt til at lægge tryk på myndigheder og organisationer for at få nye og ajourførte tal. Ellers risikerer vi at spænde ben for de producenter, der gerne vil skifte til løsdrift", siger Heidi Birch Wentzlau.

Også adm. direktør hos Jyden, Jens Agergaard, er opmærksom på forholdet.

"På den den ene side giver vi støtte til omlægning til løsdrift. På den anden side forhindrer vi omlægning ved at arbejde med tal for lugt, der besværliggør den samme omlægning", siger direktøren.

Han påpeger, at tallene for lugtemission og ammoniakfordampning naturligvis skal være så korrekte som muligt, men når der generelt blandt fagfolk er tvivl om tallenes rigtighed, er det vigtigt, at man får vurderet tallene igen.

"Ellers kan det blive svært for mange svineproducenter at lægge om til løsdrift", siger Jens Agergaard.

Læs mere i Fagmagasinet SVIN nr. 6/2018 udkommer på mandag 18. juni. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle