Analytikere: Prisnegative nyheder presser hveden lavere

På afgrødemarkedet er der store prisforskelle på globale majsoprindelser og rapsfrøene under pres fra svagere dollar.

Hvedemarkedet startede ugen med prisfald, og den negative stemning fortsatte i går på ryggen af den seneste opjustering af den australske hvedeproduktion, der mere end opvejer en lidt lavere argentinsk produktion på den sydlige halvkugle.

Det skriver Jyske Markets.

StatCan kommer med deres endelige produktionsestimater for denne sæson i morgen, og selvom der ikke
umiddelbart ventes store overraskelser, kan det være med til at bekræfteen god nordamerikansk forsyningsbalance.

Sidst har Rusland forhøjet deres eksportloft for den sidste halvdel af sæsonen, og det bringer potentielt eksporten tæt på rekordsæsonen i 2017/18. Chicago-hveden fører an med prisfaldene, og det betyder at den amerikanske hvede på FOB-basis har overhalet russisk hvede som den billigste eksportoprindelse.

Chicagohveden får imidlertid også en hjælpende hånd fra valutamarkedet, hvor dollaren i går blev svækket med 1,21 procent mod euroen – en markant bevægelse i valutamarkedet. Dermed brød EUR/USD rimeligt ubesværet op gennem modstanden og det psykologiske niveau i 1,20 dollar per euro, hvilket er med til at øge den amerikanske hvedes konkurrenceevne.

Egypten udnyttede i går den seneste uges usikkerhed i hvedemarkedet, til at importere nye hvedelaster til januar/februar.

Prismæssigt var der imidlertid ikke det store at komme efter, der på FOB-basis var på niveau med den seneste tender fra sidste uge.

Derimod viser antallet af indkommende bud faldende tendens, hvilket vidner om et eksportmarked, der forsyningsmæssigt spidser til. Ud af 10 bud, var 7 russisk, 2 ukrainsk og 1 rumænsk oprindelse.

Fransk hvede var et stykke fra at være konkurrencedygtig i sidste uges tender, og det er formentlig årsagen til, at franske oprindelser denne uge ikke var at finde blandt byderne, og den kommende tid sandsynligvis heller ikke vil være repræsenteret.

Store prisforskelle på majs

I majsmarkedet spidser forsyningsbalancerne til, og det holder de ukrainske og sydamerikanske oprindelser supporteret. Amerikansk majs til udskibning i februar handler i øjeblikket med en præmie på 1,20$/bushel over noteringen i Chicago, argentinsk 1,62 dollars og ukrainsk 1,75 dollars. Den amerikanske majs’ position som den billigste foderafgrøde, må derfor ventes at fortsætte med at holde et stærkt tempo i den amerikanske eksportaktivitet.

Derfor spekuleres der allerede nu i, at USDA’s majseksportestimater, der ellers er estimeret rekordhøje, lurer på en opjustering. Det globale majsmarked synes at være godt supporteret af efterspørgslen, mens det kinesiske majsimportbehov forbliver en ’dark-horse’.

Omvendt besidder fondene store købte positioner, og derfor skal der ikke meget usikkerhed til, før vi ser det udmønte sig i profittagning.

Rapsfrø under pres

Rapsfrøene fulgte det øvrige afgrødemarked lavere, mens den vegetabilske olie endte dagen noget blandet. Intet har umiddelbart ændret sig blandt oliefrøene, med fortsat god efterspørgsel på vegetabilsk olie kombineret med fastere priser på fossilt brændstof, der alt andet lige er prisunderstøttende. Omvendt er den svagere dollar en hæmsko for rapsfrøene, i og med det øger konkurrencedygtigheden for import af oliefrø og vegetabilsk olie.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle