AP Pension køber tre nye landbrug

AP Pension køber biodynamiske landbrug.

AP Pension har endnu engang købt landbrug. Denne gang er de biodynamiske, skriver Økologi & Erhverv, som udgives af Økologisk Landsforening.

Sælgerne er Henning Lorenzen, broren Günther Lorenzen samt Horst Leithoffs.

"Efter 41 år som selvejende landmand er det vemodigt at stoppe som gårdejer. På den anden side slipper jeg for en økonomisk byrde, og kan koncentrere mig om driften," siger Günther Lorenzen til Økologi & Erhverv.

De tre gårde samarbejder om driften, der foregår efter Demeter-reglerne. De deler eksempelvis maskiner. Henning og Günther Lorenzen fortsætter med driften, mens Horst Leithoffs stopper som landmand.

Henning og Günther Lorenzen inviterer nu nye anpartshavere ind i driftsselskabet Almende, så de kan sikre et generationsskifte.

"De tre gårde producerer det ypperste inden for mælk, og deres produkter dækker et behov hos forbrugerne. Men vi ser først og fremmest på, om investeringen kan give et godt afkast," siger kunderådgiver Torben Andersen fra Dansk Farm Management, der har købt gårdene på vegne af AP Pension.

Planen er - i modsætning til andre tilfælde, hvor AP Pension har købt gårde - ikke, at landmændene skal købe gården efter 10 år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle