Arla vil ikke bruge mælk under dispensation til økologiske produkter

Hvis en Arla-andelshaver benytter sig af dispensationsordninger til eksempelvis at bruge konventionelt foder i den økologiske mælkeproduktion, vil mælken ikke komme i den økologiske pulje. Økoproducenterne afregnes dog stadig med økologisk mælkepris.

Rettet 31.07: I den oprindelige tekst kunne det se ud som om, at Arla ikke ville bruge økologisk mælk, som var produceret under dispensation for grovfoderandel. Det er ikke tilfældet, men derimod dispensationsmuligheden for at bruge konventionelt foder i den økologiske produktion.

 

For nylig åbnede den danske regering op for, at økologer blandt andet ville få midlertidig mulighed for at sænke grovfoderandelen uden at miste deres økologiske status.

Tilsvarende dispensationsordninger er også undervejs i Sverige, ligesom det også er et emne i England og i flere andre europæiske lande.

Den dispensationsmulighed bakker Arla op omkring. Men hvis landmænd takker ja til regeringens øvrige håndsrækning om at bruge konventionel foder foder i den økologiske produktion, vil Arla ikke bruge mælken i de økologiske produkter.

Det fortæller mejeriet til landbrugsavisen.dk.

”Vi går ikke på kompromis med kvaliteten af vores produkter, og der skal hos forbrugerne og vores kunder ikke herske tvivl om, hvad der er i Arlas økologiske emballager. Så derfor kommer vi ikke til at bruge mælk under dispensation for ikke-økologisk foder i vores økologiske produkter”, fortæller Carina Østergaard, kommunikationsmedarbejder i Arla.

”Det tørre vejr belaster i stigende grad mælkeproduktionen, men på nuværende tidspunkt er der ingen andelshavere, der har søgt om eller benytter sig af en dispensation.”

Bruges som konventionel - afregnes som økologisk

Carina Østergaard forsikrer dog om, at brugen af økologisk mælk i den konventionelle produktion ikke vil have en indflydelse på noteringen for de økologiske andelshavere.

”Andelshaverne bliver stadig afregnet med den økologiske mælkepris, selvom de benytter sig af dispensationsordningerne. Og det vil de blive ved med”, siger hun.

- Hvis tørken fortsætter, og de økologiske mælkeproducenter vil benytte sig af dispensationsordninger længe endnu, hvordan står I så, når I afregner mælken som økologisk, men bruger den i konventionelle produkter?

”En sådan situation vil sandsynligvis påvirke den totale indtjening på økologisk mælk, hvis mange andelshavere vælger at fodre med andet end økologisk. Men som sagt vil de økologiske andelshavere stadig få den økologiske mælkepris”.

Beslutning på beslutning

Beslutningen om ikke at bruge mælk under dispensation i de økologiske mælkeprodukter blev meldt ud til andelshaverne tirsdag eftermiddag, og ifølge Carina Østergaard har det ikke været genstand for kritik fra andelshaverne.

Bestyrelsen i Arla skal samles igen primo august, hvor afregningen i forhold til dispensationsordninger vil være på dagsordenen.

”Vi monitorerer naturligvis hele tiden situationen, og det er et emne, bestyrelsen kommer til at træffe flere beslutninger omkring i fremtiden”, siger Carina Østergaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle