Arlas ærkerival udbetalte 100 mio. euro "for meget" i mælkepris i 2018

FrieslandCampinas regnskab for 2018 viser større konkurrence men også mange ændringer for det hollandske mejeriselskab.

Overskuddet for Arlas ærkerival, hollandske FrieslandCampina, tog et mærkbart dyk i 2018. Det viser andelsselskabets regnskab, der blev offentliggjort denne uge.

Driftsresultatet dykkede med hele 23 procent fra 444 mio Euro til 342 mio., et samlet beløb på over 750 mio. danske kroner. Ifølge regnskabsmeddelelsen er årsagen til dykket, at man har udbetalt for høje mælkepriser til andelshaverne.

"Faldet i driftsindtjeningen skyldtes blandt andet et tab på over 100 mio. Euro, (745 mio. kr.)  delvist forårsaget af for lave priser på basis mejeriprodukter i forhold til vores garanterede mælkepris, som FrieslandCampina betaler mælkeproducenterne for deres mælk. Dertil kommer investeringer i innovation, marketing, salg og distribution, der også reducerede indtjeningen i FrieslandCampin i Asien", skriver ledelsen.

Det hollandske andelsselskab bemærker, at der i det hele taget er stigende konkurrence på det tidligere meget lukrative og stærkt voksende marked for babyernæring i Asien og Hong Kong.

Mælkepris i fald - men fortsat over Arla

Når man ser mælkeprisen for helåret 2018, så falddt den med 6,4 procent i forhold til 2017. Sammenligner man direkte med Arlas såkaldte Arlaindtjening, så faldt denne "kun" med 4,5 procent og hollænderne har derfor haft et større indtjeningsfald end Arlas mange andelshavere.

Ser man derimod på de realtive tal, så endte FrieslandCampinas mælkepris på 37,43 eurocent per kilo, mens Arlas var 36,4. De to tal kan ikke fuldstændig sammenlignes, idet der er forskellige beregningsmetoder på både andelskapital, renter og værdistoffer. Det er dog sikkert at konkludere, at hollænderne fortsat er foran.

et år med transformation

Topchef i FrieslandCampina Hein Schumacher har det sidste år haft travlt med at lave ny organisationsstruktur og strategi. Dette har medført en række lukninger af mejerier - hvilket har medført udgifter på hele 50 mio. Euro. Modsat har selskabet også realiseret 85 mio. euro i besparelser og har forbedret sin arbejdskapital, understreger han.

Ligesom Arla, der sidste uge offentliggjorte regnskab, beretter FrieslandCampina om et hårdt første halvår af 2018, hvorefter sidste del af året viste bedre takter. Blandt andet fik hollænderne en stigning på 2,3 procent i volumenerne i efteråret - og man bemærker, at at man igen fik sorte tal på osteproduktionen.

For at styrke markedspositionen på ost har FrieslandCampina gennemført hele fire opkøb på osteområdet i andet halvår. Samtidig har man underskrevet et partnerskab om at få produceret mozzarella-ost.

En vigtig pointe for FrieslandCampinas kommende år er bæredygtighed og hollænderne annoncerede på pressemødet, at der følger flere tiltag i målet mod at reducere CO2-udledningen.

Som en del af dette har man øget andelen af grøn strøm i produktionen, blandt andet via køb af energi fra egne andelshavere. Derudover leverer 81,2 procent af andelshaverne nu mælk baseret på køer, der er på græs.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle