»Betal for skuret eller dyrene bliver slagtet«

Naturpleje bliver dyrere, når selv robuste racer skal have læskure om vinteren.

Landmænd, kommuner og staten kommer til at betale mere for at få plejet naturområder med kvæg. Det mener Viggo Veje, Esbjerg, hvis 40 herefordkøer plejer naturen på 30 hektar i Varde ådal.

Problemet er, at en ny fortolkning af loven betyder, at økologikontrollen mener, at han skal have læskure til sine dyr om vinteren, noget man ikke behøvede før i år for herefordracen, der er kendt som en robust race.

Kontrol efter en måned

Ifølge Viggo Veje blev fortolkningen af reglerne ændret i december 2012, og kun en måned senere påtalte økologikontrollen, at herefordkøerne ikke havde adgang til læskure.

»Tidligere var det nok, at de havde adgang til læ og et tørt leje i terrænnet,« siger han.

Foreløbig er der tale om et påbud - ikke en bøde, og der er heller ikke krydsoverensstemmelse på reglerne, så der bliver ikke trukket i støtten.

Men det var også umuligt for Viggo Veje at trylle skure frem fra den ene dag til den anden, og han ankede afgørelsen for at vinde tid.

»Jeg skal jo nå at have en tilladelse af kommunen til at opføre læskuret,« siger han.

Og inden han kaster sig ud i den investering, ville han også have sikkerhed for, at den, han plejer naturen hos, også vil betale mere for ydelsen.

»Jeg tog fat i dem og spurgte, om de vil betale, for ellers ville jeg slagte det hele ned,« siger han.

Kunden betaler

Den landmand, han passer mest for, var heldigvis med på at betale mere.

»Han har jo også pligt til at vedligeholde arealet,« siger Viggo Veje.

Hvor meget, det kommer til at koste ham, er dog endnu ikke aftalt.

Viggo Veje vurderer, at det vil koste i omegnen af 1.000-1.500 kr. pr. ko at opføre læskure.

»Økologikontrollen kunne ikke sige, hvor mange kvadratmeter hver ko skal have, kun at de skal kunne ligge tørt,« konstaterer han.

Selv vurderer han, at der skal 2-3 kvm til pr. ko.

Læskurene skal opføres hjemme omkring ejendommen, hvor dyrene går om vinteren.

»Man vil aldrig kunne få lov at opføre dem i naturområder,« siger Viggo Veje.

Selv derhjemme er det svært at finde pladsen, fordi der er fredsskov, så der er mange forhindringer.

Derfor tror han også, at den nye fortolkning vil gøre det sværere at finde dyr til naturpleje fremover.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle