»Det er en drøm at renovere det gamle stuehus«

At eje et ubeboet stuehus fra 1856 vil mange opfatte som en klods om benet. Jens Peter Elberg tog det som en udfordring, og familien bakker op.

Siden Jens Peter Elbergs mormor kom på plejehjem i 2003, har det gamle stuehus på Bøgebjerggård i Stengade på Langeland været ubeboet.

Selvom stråtaget blev skiftet ud med teglsten i 2005, var det først efter yderligere nogle års tilløb, at den endelige beslutning om det gamle stuehus’ skæbne blev taget.

»Et hus, der ikke bliver brugt, forfalder, så jeg så to alternativer: Nedrivning eller renovering. Jeg kunne ikke få mig selv til at rive huset ned, det passer til stedet,« mener Jens Peter Elberg, der er kommet i huset så længe, han kan huske.

Han overtog Bøgebjerggård allerede, da han gik på landbrugsskole - og har i mere end 30 år haft svineproduktion på gården.

Han og familien, der tæller hustruen Nina og de voksne sønner, Anders og Martin, har altid selv boet på Blomsholm nogle km væk.

Moderne standard

Da beslutningen om at renovere stuehuset blev taget i 2011, spillede det ind, at den ældste søn, Martin, sammen med kæresten Kathrine, gav udtryk for, at de med tiden gerne ville bo på Bøgebjerggård.

»Derfor besluttede vi at renovere huset helt til bunds,« fortæller Jens Peter Elberg.

De var også enige om, at arbejdet skulle ske sideløbende med svineproduktionen og ikke belaste økonomien unødigt. Derfor er der heller ikke sat slutdato på.

Ansætter murer

Arbejdet med at rydde de indvendige mure stod Jens Peter Elberg og sønnen Anders, der lige er blevet færdig som agrarøkonom på Dalum Landbrugsskole, for.

»Alle vægge og gulve blev brækket op og kørt ud, så der kun var ydermur og tag tilbage,« fortæller han.

Så blev gulvene isoleret til moderne standard, og der blev støbt betongulv med varmeslanger i hele huset.

I vinter gik arbejdet videre med at rejse indermure af gasbeton i den ene ende af huset.

»Jeg ansatte en murer i to en halv måned,« fortæller han.

Mellem den nye indervæg og den gamle ydervæg af bindingsværk er der 200 mm isolering.

Når man går i huset, begynder der at tegne sit et billede af det kommende bryggers, spisekammer, toilet og et kæmpe køkken-alrum.

Der er også gjort klar til værelser på første sal.

Der er monteret nye loftsbjælker i douglas-gran - foreløbig i halvdelen af huset.

»Douglas-bjælkerne måler 150 x 150 mm og er godt syv meter lange. Det er nogle rigtig flotte stykker tømmer,« siger Jens Peter Elberg.

Montagen af de sidste syv bjælker venter på, at sønnerne kommer hjem og hjælper til.

Den rigtige løsning

Indtil videre har renoveringen kostet omkring 200.000 kr. Hertil kommer familiens eget arbejde.

Jens Peter Elberg håber, at hele regningen holder sig under en mio. kr.

»At det ikke bliver dyrere, er jo kun i kraft af alle de timer vi selv lægger i renoveringen,« forklarer han.

Selvom arbejdet kun skrider langsomt frem, glæder Jens Peter Elberg sig dagligt over, at huset bliver reddet.

»Jeg føler mig privilegeret - at have mulighed for både tidsmæssigt og økonomisk - at sætte huset i stand,« siger Jens Peter Elberg.

Han kalder også renoveringen lidt af en hobby for ham.

»Jeg kan jo godt lide at bygge, og så hjælper det naturligvis, at familien bakker op og hjælper til,« siger han.

Historie

Jens Peter Elberg har opdaget megen historie i huset, der har været i familiens eje, siden det blev bygget i 1856.

»Man kan se, at de gamle loftsbjælker er naglet sammen af flere stykker tømmer, og på fundamentet kan man se, at huset en gang er blevet forlænget tre meter - vistnok fordi en gammel slægtning kom på aftægt,« fortæller Jens Peter Elberg.

På den måde er både fortid, nutid og fremtid til stede i huset.

 

Ekstra billedtekst: ”I den ene halvdel af stuehuset er der rejst indvendige mure af gasbeton, så man kan fornemme den kommende indretning”

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle