»Det kan kun gå for langsomt«

Både landbruget og de grønne organisationer ser positivt på græsresultater.

Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer, ser meget positivt på forskningsresultaterne der viser, at sunde, velgødede planter bortfører mere kvælstof end dovne planter, der sulter.

»Jeg synes, at historien understreger behovet for, at vi skal tænke N-regulering på en helt anden måde, og det kan kun gå for langsomt,« siger han.

Ifølge Lars Hvidtfeldt må opgaven være at finde det punkt, man kan gøde op til og så fjerne politisk fastsat undergødskning.

»Der er enorme potentialer, der ikke er udløst.«

Udsigten til at skulle dyrke mere græs i stedet for korn og andre afgrøder bekymrer ikke.

»Kan vi lave en god forretning i at producere græs, så behøver vi ikke importere soja, og vi opnår højere udbytter. Det ser ud til at skabe meget store værdier alene på protein-delen,« siger han.

Lars Hvidtfeldt mener, at bioraffinering af græs kan blive en naturlig del af den udvikling af landbruget, der altid har været.

»Det kan være med til at øge produktionen, så vi kan tjene flere penge,« siger han.

Danmarks Naturfredningsforening mener ikke, at mere gødning generelt vil være en god idé. Mere gødning til græs giver dog ikke panderynker, hvis det ikke øger udledningen.

Foreningen glæder sig tværtimod over, at der kommer langt mere fokus på de muligheder, der ligger i at kunne udnytte græs til en bred vifte af formål.

»Arbejdet med at få sat gang i dette kan kun gå for langsomt,« siger landbrugsmedarbejder Thyge Nygaard.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle