»Det koster nærmest ingen dieselolie at så«

En tandsåmaskine gav øget arbejdsbredde til en overkommelig pris hos Peter Nielsen i Han Herred.

Det endte med et utraditionelt valg, da Peter Nielsens gamle fire meters såsæt med en Fiona-radsåmaskine bygget på en Kverneland-rotorharve skulle udskiftes for et par år siden.

Rotorharven var for hård ved sandjorden, og pakvalsen ville gerne slæbe på de 90 hektar JB1 og JB2 på Søndergaard ved Klim i Thy

Den nye såmaskine skulle være lettere, både med hensyn til trækkraftbehovet og til betjeningen med knap så mange hydraulikhåndtag at rykke i ved vendingerne.

Den skulle passe bedre til den lette jord med nedmuldning af halm og lejlighedsvis pløjefri dyrkning, og den måtte selvklart ikke koste mere ned højst nødvendigt og slet ikke de op mod 150.00 kroner pr. meter arbejdsbredde, som moderne såteknik ellers nemt løber op i.

Løsningen blev en seks meters Megant tandsåmaskine fra franske Kuhn.

Dybdestyring for og bag med hjul og trykruller

Meganten er liftmonteret med hydraulisk opklap af ydersektionerne. Hovedparten af vægten fra den 1.800 liter store såkasse hviler forrest på rammen og dermed på de otte store bærehjul, der er monteret to og to midt for og yderst til at give præcis dybdestyring i hele arbejdsbredde. Bagerst er Meganten udstyret med enkeltvis monterede trykruller i hvert rækkespor med 15 cm afstand, som ikke bare pakker sårillen men også medvirker til dybdestyringen. Disse trykruller monterer Maskinhandler Indkøbsringen som standard til det danske marked.

Fjedertænderne er fordelt på fire rækker med 60 cm tandafstand på hver række, så der er god passage gennem maskinen.

Peter Nielsen har sået to år direkte i harvet hvedestub og nedmulder i øvrigt al halm, og han har endnu til gode at opleve tilstopning af Meganten. En klat halm bliver bare trukket med gennem harven, spredt og jævnet ud, mens såtænderne skubber planteresterne til side i selve rillen.

Meganten har også vist sig rigtig god til at så efterafgrøder direkte i stub og snittet halm med.

Blæseren drives af en oliemotor monteret direkte på traktorens PTO, mens styringen af såmaskinen klares via Kuhns Quantron S-boks i traktorkabinen.

Tidsforbrug ikke øget trods ekstra tromling

»Markerne skal være jævne og nogenlunde pakket, så der ikke laves spor. Det er en stiv harve, så tænderne kan ikke følge med ned i et traktorspor,« forklarer Peter Nielsen.

Derfor pakkes der med en Dal-Bo crosskill-tromle, inden der sås i den pløjede eller dybdeharvede jord.

Ud over de to meters ekstra og billig arbejdsbredde samt en meters mindre transportbredde ift. den forrige løsning glæder han sig også over en meget nem og enkel vedligeholdelse, og at det nu er muligt at køre markant hurtigere, men med et lige så markant lavere omdrejningstal.

Trods den ekstra operation med tromlingen ift. før, hvor der sad en fire meters pakker i frontliften, er det samlede tidsforbrug ikke øget.

»Det koster nærmest ingen olie at så, det er mere afslappende at så med den, og der er faktisk kun slid på harvespidserne, og det er ganske almindelige S-tandspidser,« konstaterer han.

En tandsåmaskine er dog tilbøjelig til at trække sten op, hvor rotorharven og dens pakvalse var god til at banke dem godt ned. Men sten er ikke det store problem på Søndergaard.

»Skal jeg pege på et enkelt minus, så er Meganten høj at læsse i, og du skal helt ind over såmaskinen med læsseren for at fylde såkassen,« slutter han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle