»Jeg har altid gerne villet eje en landejendom«

For håndværker Morten Toft Hansen var det en drøm, der gik i opfyldelse, da han 1. februar skrev under på kontrakten, og blev ejer af en mindre landejendom.

Håndværkerne går og banker og murer flittigt, mens Morten Toft Hansen stolt viser sin kommende bolig frem. Han købte en faldefærdig trelænget går med 11 hektar, rev det hele ned, og er nu i fuld sving med at bygge sin drømmebolig.

»Jeg har altid gerne villet eje en landejendom. Jeg er jo selv uddannet landmand med fokus på kvægbrug, så det er lidt en drøm, der er ved at blive opfyldt,« siger han og peger over på en hare, der sidder og luner sig lidt væk fra stuehuset.

»Jeg elsker den friske luft og den frihed, det giver at have mere plads. Det giver også helt andre muligheder for mine drenge, end hvis de kun havde villahaven at boltre sig i,« siger han.

Var ikke i tvivl

Det er snart en tyndslidt historie, at priserne daler på ejendomme på landet og, at der er vanskeligheder ved at skaffe finansiering. Det oplevede Morten Toft Hansen dog ikke. Efter han fik solgt sit parcelhus i Vejen, kunne han godt få lån.

»Jeg havde og har stadig en god mavefornemmelse ved det her køb. Så jeg er ikke betænkelig, vi ligger jo også tæt på to byer. Så det er ret ideelt,« siger han. Morten Toft Hansen mener, at hvis man overvejer at købe en mindre landejendom, så skal man have jord i hoved, der kan nemlig være god økonomi i at forpagte noget af jorden væk, som han gør. Det kan være et godt argument for banken, mener han.

Faktaboks

Morten Toft Hansen

  • Er uddannet landmand med fokus på kvæg.
  • Driver i dag sin egen håndværkervirksomhed.
  • Ender med et nyt stuehus på 350 kvm.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle