»Jeg har overvejet at montere akshævere i rapsen«

Peter Hvidt, Slangerup, har igennem de seneste tre år opbygget en god erfaring med pløjefri etablering af vinterrapsen.

Ved første øjekast ligner Peter Hvidts rapsmark en hvilken som helst anden mark med vinterraps. Forskellen træder først frem, når øverlige stængler og skulper vippes til side, og afgrøden inspiceres.

Her bliver det tydeligt, at vinterrapsen, der er etableret efter den pløjefrie metode, har udviklet sig anderledes end traditionelt sået raps. Rapsen har betydeligt flere sideskud og skulper, end man vil kunne forvente af en almindelig rapsmark.

Derudover er rapsen 30 cm lavere end på nabomarken, der er sået traditionelt i pløjet jord.

 

Præcision er nøgleordet

Ifølge Peter Hvidt er forklaringen ligetil.

»For mig at se handler det om præcision i etableringen, både af selve frøet og med hensyn til gødningstilførslen,« fortæller han og giver æren til kollegaen Jan Frandsen, der har investeret i en for mange hidtil ukendt såmaskine, og også klarer såningen. Der er tale om en 3 meter Strip Cat fra franske Sly Agri. Den er beregnet til strip-till-dyrkning og har ifølge Peter Hvidt en markant bedre præcision end andre fabrikanter.

»Maskinen har skiveskær og et trykhjul efter grubbertanden, hvilket gør placeringen af både gødning og frø meget præcis. Derudover arbejder den kun 25 cm i dybden og kræver derfor færre hestekræfter,« forklarer han.

Rapsen kvitterer for plads

I Peter Hvids system etableres rapsen med 50 cm rækkeafstand og tildeles 30 kg flydende N. 10 dage forinden er marken harvet over som et led i ukrudtsbekæmpelsen. Han udelukker dog ikke, at han i fremtiden kunne finde på at øge rækkeafstanden.

»I 2012 havde vi en chaufførfejl der gjorde, at rækkeafstanden blev etableret på 100 cm rækker. Jeg har aldrig set en lignende afgrøde, og havde vi kunnet placere gødningen mere koncentreret om rapsen, så vi havde fået udviklet alle skulper, tror jeg virkelig, potentialet havde været stort. Det kom så vidt, at jeg en overgang overvejede at montere akshævere for at få hele afgrøden med,« smiler han.

I alt to ud af 10 hektar blev etableret på denne måde, og udbyttet landede på 40 hkg. pr. hektar. Til sammenligning høstede han 44 hkg pr. hektar i en traditionelt etableret mark. Den eneste umiddelbare ulempe ved pløjefri etablering af raps er ifølge Peter Hvidt ukrudtstrykket.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle