De må rende med alt andet – bare ikke min minilæsser«, sagde Sven Nygaard tit. Men ingen stjal minilæsseren. Til gengæld stjal minilæsseren hans liv.
En af de første dage i det nye år arbejdede Sven Nygaard alene på gården ved Glejbjerg, og det var kæresten Christine, der fandt ham død under den væltede minilæsser.
34-årige Svend Nygaard blev dermed endnu et dødsoffer i statistikken over Danmarks farligste erhverv, landbruget.
Og Christine – hun skal leve med, at Svend aldrig mere kommer hjem.
»Siden ulykken har jeg tænkt meget på, at jeg vil gøre noget for at forebygge, at det sker for andre. Det er så forfærdeligt for dem, der står tilbage«, siger Christine med en stemme, der ryster lidt.
Svends død er stadig uvirkelig for hende, og sorgen fylder meget. Men ud af den er vokset ønsket om at gøre landbruget til en mere sikker arbejdsplads.
Den farligste maskine
Minilæsseren er måske den mest brugte maskine i landbruget, men også den farligste, mener Christine.
»Alle, man snakker med, fortæller om, hvordan de er væltet med en minilæsser, og hvordan de lige nåede at hoppe af. Der er slet ikke kutyme for at bruge seler i en minilæsser«.
Ville en sele have reddet Svend?
»Ja, det tror jeg. Så var han jo ikke faldet ud af kabinen«, siger Christine stille.
Hun har allerede én gang været ude og fortælle ca. 40 deltagere i et LandboUngdom-arrangement om ulykken, der kostede hendes forlovede livet.
»Jeg var meget nervøs, og det var svært, men det giver mening for mig, hvis folk bagefter tænker ’Jeg skal passe bedre på mig selv’. Også på grund af familien«, siger hun.
Ved den lejlighed spurgte hun de unge landmænd, om de bruger sikkerhedssele i bilen. Det gjorde alle. Men da hun spurgte, om selen blev brugt i minilæsseren, var der ingen, der rakte hånden op.
En dødsulykke pr. måned
Det er hendes faste beslutning at arbejde for et mere sikkert arbejdsmiljø i landbruget. Derfor valgte hun i foråret at stille op til landsledelsen i LandboUngdom, som hun sammen med Svend har været medlem af i en årrække. Hun blev valgt ind, og fra denne platform vil hun sætte fokus på sikkerhed.
»Der sker vel i gennemsnit en dødsulykke om måneden i landbruget. Men hvor ofte hører man om, hvordan det er for familien bagefter? Jeg tror, det virker meget stærkere, hvis jeg fortæller, end hvis det er en politimand eller én, der kun ved noget teoretisk om sikkerhed«.
Med to brødre, der er landmænd, har Christine god grund til at ønske, at der skal være mere respekt om sikkerheden i erhvervet.
»De er selvfølgelig begge meget påvirket af Svends ulykke, og min lillebror har fortalt, hvordan han f.eks. er begyndt at lave tredobbelt sikring, når han skal kravle ind under en maskine«.
Et ben i to lejre
Christine, der er sygeplejerske, kæmper stadig med de følelsesmæssige virkninger af ulykken, der forandrede hendes liv. Hun har købt et rækkehus i Billund, og det er nu blevet hendes base. Efter Svends død blev det mere og mere uhyggeligt at bo på gården i Glejbjerg. - Køerne blev solgt, foderet hentet og malkerobotterne pillet ud. Det var efterhånden som en spøgelsesgård at bo på, fortæller hun.
Efter ulykken har hun tænkt over, hvor forskellig tilgangen til sikkerhed er i landbruget og på sygehusene.
»Måske er der 1.000 uheld med væltede minilæssere om året, men ingen ved det, for det bliver ikke indberettet. Hos os i sygehusverdenen bliver alle utilsigtede hændelser lagt ind i en database, så ledelsen kan se, hvad der skal reageres på. Jeg ville ønske, at man i landbruget gjorde noget tilsvarende«.
