»Jeg tror man bliver bidt af energiproduktion«

Kell Hagelskjær har alt fra vindmølle over jordvarme til solfangere, brændefyr og pilleovn.

Selv på en kold og blæsende dag er der altid 25 grader varmt i stuen hos Kell Hagelskjær i Engesvang. Og 15 grader i maskinhuset. Han går nemlig så meget op i energiproduktion, at han slet ikke kan lade være at udnytte naturens egne energikilder. Og da de er forbundet med hinanden, kan de supplere, så den ene tager fat, når den anden slipper op.

 

Sol på taget

På taget ligger en solfanger. Det er en af den slags, der producerer varmt vand og sørger for nok varmt vand om sommeren og et godt supplement om vinteren.

Det er med vacuumrør fra Sonnenkraft, som har kostet 30.000 kr. med installation.

»Det var noget af det første, vi fik lavet, da vi byggede huset for nogle år siden,« siger han.

Solfangeren har han kombineret med jordvarmeanlægget, så det udnytter varmen fra vandet og kan køre med en lavere ydelse.

»Det første år, hvor vi kun havde jordvarme, brugte vi 12.000 kWh, og det, syntes vi, var i overkanten,« siger han.

Derfor fandt han også i samarbejde med en vvs-mand ud af, hvordan han kunne kombinere jordvarmen med ikke bare solfangeren men også det gamle brændefyr, som han fodrer med affaldstræ.

»Om vinteren fyrer vi op i brændefyret om morgenen,« forklarer han.

Gemmer som varmt vand

Til brændefyret hører en 1.200 liters varmtvandsbeholder og til jordvarmeanlægget en 500 liters varmtvandsbeholder, så han kan gemme varmen.

Når brændefyret kører, varmer det væsken i jordslangerne op, så han kører med betydeligt højere temperaturer, end andre der har jordvarme.

Problemet med at kombinere de forskellige varmekilder er, at jordvarmeanlægget kører i et lukket system, mens brændefyret kører i et åbent system.

»Vi fik vvs-manden til at installere en varmeveksler, som vi havde fået brugt. Vi turde ikke investere for meget i det, men nu virker det fint,« siger Kell Hagelskjær.Ud over centralvarmeanlægget har Kell Hagelskjær også en ovn til træpiller i stuen, og sidste år fik han opført en 6 kW husstandsvindmølle. Nu, hvor reglerne ser ud til at blive ændret, så man må opstille op til 25 kW, går han til møder for at høre, om det er noget for ham.»Jeg tror, man bliver bidt af energiproduktion,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle