»Jeg var kørende igen en time efter branden«

En gennemtænkt og effektiv brandsikring af mejetærskeren kan spare en for mange ærgrelser og store penge. Firetrace-systemet sætter ind netop der, hvor branden er opstået.

Det sker flere gange hver eneste høst, at en mejetærsker futter af midt under høstarbejdet, mens landmanden står og ser magtesløs til - vel vidende, at han nu står med et stort problem. Høsten forsinkes, og han må skaffe en anden mejetærsker i en ruf. Måske har mejetærskeren endda været brandsikret efter forskrifterne, men det har bare ikke været nok.

Om brandsikringen er tilstrækkelig, eller den bare følger forsikringsselskabernes krav, kan være to forskellige ting, og det ved Søren Hansen fra virksomheden Dania Brandteknik en masse om efter at have arbejdet med brandsikring af mejetærskere og maskiner generelt i 15 år. Og for at påvise, at det ikke bare er varm luft, møder vi ham en forårsdag hos landmand Claus Igelsø, der driver 1.200 hektar planteavl i Ågerup ved Roskilde. Igelsø har nemlig to gange fået reddet sin Massey Ferguson 9280 fra 2012 fra flammerne ved hjælp af Firetrace-systemet fra Dania Brandteknik.

Den ene gang i 2012 var det et leje, der blev varmt og antændte halmen. Og sidste år var det et oliefilter, der gik løs, og den hede olie antændte halmen.

»Men jeg hørte jo alarmen. Havde det ikke været på grund af den, havde jeg intet opdaget. I tilfældet med oliefiltret var jeg kørende igen en time efter, da Firetrace-systemet havde slukket branden,« siger Claus Igelsø, der netop har købt en mejetærsker mere til den kommende sæson.

»Og den får også systemet monteret,« siger han.

Hvor branden opstår

Firetrace er et trykstyret system, som kan indbygges og monteres på alle typer af maskiner uden indgreb i maskinens elsystem. Detektorsystemet består af særlige polymerslanger, som snor sig rundt i motorrummet og andre steder på mejetærskeren, og som er under tryk med ca. 15 bar. Trykket gør slangerne varmefølsomme. Ved kraftig varme på mere en 110 grader sprænges slangen inden for fem-ti sekunder.

»Vi har netop udviklet en ny type ventil, som gør det muligt for Firetrace at slukke brande både gennem centralt placerede dyser og samtidig gennem det hul, der sprænges i detektorslangen,« siger Søren Hansen.

Det vil i praksis sige, at netop det sted, hvor branden opstår i rummet, også er det sted, hvor slukningen går i gang.

»Det er ekstremt effektivt. Vi har jo kun et skud i bøssen, og det skal virke, når situationen opstår,« siger Søren Hansen.

250 brande slukket

»Jeg har ikke nøjagtigt tal på det antal brande, Firetrace har slukket gennem alle årene, men et godt gæt vil være på den positive side af 250 og i mejetærskere alene syv de seneste tre år,« siger Søren Hansen.

I forhold til prismærket på en mejetærsker burde investeringen i Firetrace ikke være skræmmende. Et Firetrace-system med 12 kilo slukningsmiddel, dyser, trykfaldskontakt og akustisk eller visuel alarm i førerhuset koster mellem 12.000 og 15.000 kroner plus moms. Montering på en mejetærsker tager typisk fire timer.

Firetrace anvendes også på bl.a. skovmaskiner, entreprenørmaskiner, ballepressere og meget andet.

Faktaboks

Dania Brandteknik

  • Grundlagt af Søren Hansen i 2000
  • Har en baggrund i politiet, men er også uddannet maskinarbejder
  • To fuldtidsansatte og to på aftalebasis
  • Landsdækkende med lokale installatører
  • Firetrace-systemet kan monteres på alle maskiner
  • Adresse: Metalgangen 19, Karlslunde

Firetrace

  • Oprindeligt et engelsk system. Nu på amerikanske hænder
  • Alene i mejetærskere er systemet installeret i 150 de seneste tre år
  • Montering tager fire timer
  • I korte træk baseret på varmefølsomme detektorslanger, en 12 kilos slukningsbeholder og en alarm
  • Konkurrenter er Lotek og Falck

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle