»Tangsalaten skal være vores leverpostej«

En salat af fermenteret nordisk tang skal være guldægget, der kan drive Nordisk Tang videre.

I langt de fleste nystartede virksomheder er der langt til de store millionoverskud.

Det er også tilfældet i Nordisk Tang, der efter to regnskabsår endnu ikke har lavet sorte tal på bundlinjen.

Selskabet leverede sidste år et underskud på 1,6 mio. kr., men virksomhedens nyeste satsning - en fermenteret tangsalat af nordisk tang - skal ændre på den udvikling.

»Hvis vi kan sende de paller af sted, som vi regner med, så vil vi om 10 måneder være gældsfri, og derefter vil vi have klare sorte tal på bundlinjen,« siger Kristian Ottesen, der er adm. direktør for Nordisk Tang. Han har en kandidat fra CBS og har brugt de sidste ti år i erhvervslivet i Kina.

Fremtiden falder på den

Fremtiden for Nordisk Tang afhænger mere eller mindre af salatens succes.

»Det falder ærlig talt lidt på den her tangsalat. Vi kan godt køre videre, hvis ikke den bliver en succes, men det bliver rigtig presset,« siger han og fortæller, at rejsen fra tang til salat var lang og besværlig.

»Tangsalaten har taget over et år og kostet utroligt mange penge at udvikle. Men hvor vores andre produkter er i specialbutikker lige nu, kommer den her direkte i detailhandlen. Tanken er, at det bliver vores leverpostej,« siger Kristian Ottesen og fortæller, at den har fået stor opmærksomhed fra en række danske selskaber med måltidskasser, ligesom udlandet bliver store aftagere af den fermenterede salat.

Prominent bestyrelse

Nordisk Tang er begunstiget af en investorkreds af privatpersoner, som samtidig også er en del af bestyrelsen, der bl.a. tæller en række prominente erhvervsfolk, herunder en tidligere direktør i Carlsberg og direktører fra en større dansk ingrediensvirksomhed, et advokatfirma og reklamebureau.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle