Åbent Landbrug rykker ved holdninger

Landmænd over hele landet tager søndag imod nysgerrige danskere, der gerne vil se, hvor deres mad kommer fra. Åbent Landbrug er en unik mulighed for at møde danskerne og vise, hvem vi er.

Vi producerer fødevarer i verdensklasse. Spørg selv i Thailand, hvor et dansk so-yver er en eksklusiv delikatesse, i Kina, hvor dansk mælkepulver er en eksklusiv værtindegave, eller i Holland, der importerer danske æg i stor stil.

Søndag 16. september kan danskerne med egne øjne se, hvordan produkter i verdensklasse bliver produceret, når 52 landmænd åbner deres gård til Åbent Landbrug.

»Vi er et åbent erhverv, der gerne byder indenfor på gården og viser vores produktion frem. Vi er stolte af at levere kød, ost, æg, grøntsager og pels i høj kvalitet til forbrugere over hele verden, og den stolthed vil vi gerne dele med danskerne«, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Sidste år brugte 96.000 danskere landet over deres søndag på at se, hvordan et dansk landbrug anno 2017 så ud. Også i år er der plads til, at flere danskere selv kan se, hvorfor danske fødevarer er eftertragtede verden over, og hvorfor dyrevelfærden er en af de højeste.

I år er der som noget nyt også mulighed for at blive klogere på bier og gødning. Derudover kan man høre, hvordan landmændene aktivt hjælper med at pleje naturen og se et minivådområde.

»Det er vigtigt, at vi kan vise danskerne bredden af dansk landbrugs- og fødevareproduktion, ikke kun selve produktionen af fødevarer, men også, hvordan landmændene hjælper med at løse problemer i forhold til vores natur og miljø, som for eksempel pleje af værdifulde naturarealer og forbedringer for vores vandmiljø«, siger Jan Morre, projektleder på Åbent Landbrug.

Fra by til land med bus

Som et nyt initiativ bliver der i år en særlig mulighed for københavnere, der ikke selv har mulighed for at transportere sig på gårdbesøg.

»Vi har indsat en bus, som kører fra Axelborg ud til Kollerødgård i Græsted i Nordsjælland klokken 9.30. De 80 billetter blev uddelt i forbindelse med Arla Food Fest i forrige weekend, og vi er selvfølgelig rigtig glade for at kunne tilbyde oplevelsen til nogle af dem, der til daglig er allerlængst fra landbruget. Det kan der helt sikkert komme nogle gode oplevelser og læringer ud af«, siger Jan Morre Christensen.

Kollerødgård er en mælkeproduktion, der leverer mælk til Arla og også har sit eget ismejeri, så der er næsten garanti for glade børn blandt de gæster, der kommer på besøg.

»Heldigvis bliver de voksne også tit både klogere på og gladere for landbruget efter at have været til Åbent Landbrug. Vi lavede sidste år en meningsmåling, som mere end 5.000 gæster svarede på. Undersøgelsen viste, at 81 procent er blevet klogere på landbruget«, fortæller Jan Morre, som særligt glæder sig over, at de besøgende også har fået et markant mere positivt syn på landbruget.

»Hele 62 procent siger, de har fået et bedre indtryk af landbruget efter Åbent Landbrug. 38 procent siger, at deres indtryk er det samme som før, og under en procent siger, at deres indtryk er blevet ringere. Det er tal, der viser, at vi virkeligt får noget ud af at slå dørene op for danskerne«, siger Jan Morre Christensen.

Læs mere på www.aabentlandbrug.dk og følg Åbent Landbrug på facebook.com/aabentlandbrug

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle