ØØL: Kortlægning af nitratreduktion kan koste os milliarder

Østlige Øers Landboforeninger frygter at kortlægning af markers nitratreduktion får konsekvenser i milliardklassen for landmænd. Der er tale om gammel vin på nye flasker, sagde formanden.

Med det kommende retentionskort, står der milliarder af kroner på spil for dansk landbrug, og det er særligt for det østdanske landbrug.

Sådan sagde formand Povl Fritzner ved Østlige Øers Landboforeningers årsmøde mandag om det kort, der skal kortlægge nitratreduktionen på tværs af Danmark.

»Den største og stærkeste model ifølge nogle meget teoretiske embedspersoner er pt retentionskortet, og det vil risikere at medvirke til forfejlede tiltag i milliardklassen. Nu afventer vi et nyt retentionskort en gang i december, men jeg må kort sige, at jeg mener der er tale om gammel vin på nye flasker,« sagde formanden.

Kort rammer Sjælland

Retentionskortet forventes at få stor betydning for udformningen af de kommende vandplaner, hvis man satser på en differentieret kvælstofregulering.

Landmand og formand i Landøkonomisk Selskab, Claus Neergaard, frygter at det kan få konsekvenser for sjællandske landmænd, da de har flere områder, der beregnes for at have en mindre nitratreduktion end resten af landet.

»I (Landbrug & Fødevarer red.) bliver nødt til at lave en strategi for at få noget faglighed ind og vurdere, hvor vidt man er kvalificeret til at lave det her. I skal sætte ind med beredskab som forsvar på lerjordene, for jeg tror ikke, at de er så dårlige til at reducere nitrat, som det påstås. Jeg synes, man skal finansiere en taxforce, der kan udrede om lerjorden er så miljøtruende, som man siger,« sagde Claus Neergaard.

L&F har beredskab

»Vi har allerede et beredskab klar til den dag, staten udmelder, hvordan de vil bruge kortene, og vi er også villige til at tage eksperter ind fra udlandet, når det kommer,« forsikrede Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Selvom de endelige vandplaner først vil ligge klar 22. december, understregede formand Østlige Øers Landboforeninger Povl Fritzner, at vi skal være klar langt før det.

»Jeg tror, vi skal på banen før 22. december. Selvom vi allerede har en debat om det nu, er vi stadig ikke helt enige om, hvor vi skal lande. Så jeg vil lægge op til et ekstraordinært bestyrelsesmøde i foreningen, hvor vi diskuterer det her,« sagde Povl Fritzner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle