Økologiske markforsøg - ny viden på vej

Her i foråret anlægges en stribe forsøg, som skal give os svar på helt nye og aktuelle faglige spørgsmål om økologisk dyrkning, fortæller Inger Bertelsen, Videncentret for Landbrug.

Dyrkning af bælgsæd vil komme til at spille en væsentlig rolle i de kommende år. Fokus er på hestebønne og lupin, hvor der afprøves fem sorter af hver med forskellige egenskaber.

»Sortsvalg er kombineret med dyrkningsmæssige tiltag, og vi ser derfor på, hvor tidligt vi kan så lupiner, og hvilken sådybde der er den rigtige,« fortæller Inger Bertelsen.

Man ser også på, om der kan opnås et mere stabilt udbytte ved at dyrke lupin sammen med korn. Der gennemføres en screening af andre afgrøder med et højt proteinindhold, og man har fokus på, om ukrudtskonkurrencen i vårbyg kan forbedres via placering af gødningen, og hvordan det spiller sammen med sortens konkurrenceevne. Man vil også forsøge at besvare spørgsmålet, om der findes kornsorter som er særligt egnede, når man anvender kompost og andre gødninger i stedet for gylle. Der er endvidere forsøg med sojabønne, majs, hamp og sorter i vårsæd. Det er muligt at følge forsøgsarbejdet gennem vækstsæsonen på www.landbrugsinfo.dk, og der vil også blive holdt markvandringer i flere af forsøgene, lyder det fra Videncentret for Landbrug, Økologi.

Mulighed for at

opsige MB/OM-tilsagn

På grund af de nye krydsoverensstemmelseskrav i miljø- og økologiordningerne om håndtering af plantebeskyttelsesmidler er det nu muligt uden krav om tilbagebetaling at opsige tilsagn om miljøbetinget tilskud, tilsagn om tilskud til omlægning til økologi og en række miljøtilsagn fra perioden 2007-11, lyder det fra Birgit Ingvorsen, Videncentret for Landbrug, Økologi.

Der skal indsendes en erklæring til NaturErhvervstyrelsen inden 30. april om, at de nye KO-betingelser ikke kan accepteres. Erklæring og vejledning findes på www.LandbrugsInfo.dk eller på www.NaturErhverv.dk.

Opsigelsen har virkning fra 1. september 2011, derfor er det muligt at søge en af de etårige støtteordninger ekstensivt landbrug eller pleje af EB-støtteberettigede græsarealer i 2012 i stedet for det opsagte tilsagn. Hvis man vil søge det femårige tilsagn om pleje af græs og naturarealer ¿ f.eks. fordi arealerne ikke længere er EB-støtteberettigede, skal man være opmærksom på, at man mister et års tilskud, fordi det nye femårige tilsagn først starter fra 1. september 2012. Man kan kun opsige et helt tilsagn, det vil sige marker med samme tilsagnstype og udløbsår, og ikke enkeltmarker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle