’Klimadagsorden kommer til at ændre landbruget’

Danske landmænd får brug for al deres omstillingsevne for at løfte klimaudfordringen i næste årtier. Det vurderer fire jyske formænd efter besøg hos tænketanken Concito.

Fremtidens fødevareproduktion vil først og fremmest blive målt på, hvor klimavenlig den er.

Det nye grundlæggende vilkår vil sætte kødproduktionen under pres, gøre det nødvendigt at rejse mere skov og betyde, at der må tages store lavbundsarealer ud af drift.

Det hele vil blive så massiv en udfordring for dansk landbrug, at den vil få årtiers kamp for at leve op til vandmiljøplaner og nitratdirektiver til at blegne ved siden af.

Det vurderede fire jyske landboformænd, da de i denne uge havde været på besøg hos den uafhængige, grønne tænketank Concito i København.

»Den omstilling, vi har været igennem i de sidste 26 år, er vand i forhold til det, vi skal igennem de næste 30 år«, lød det fra Frede Lundgaard Madsen, Lbf. Midtjylland.

Øjenåbner

Ved besøget hos Concito fik de fire landmænd stof til eftertanke af tørre tal og informationer om klimaudfordringens omfang og om landbrugsproduktionens andel i udledningen af CO2.

»En øjenåbner«, lød det fra Nis Hjort, Vejle-Fredericia Lbf., Christian Jensen, Lbf. Kronjylland, Henrik Nielsen, Østjysk Lbf., og Frede Lundgaard Madsen, Lbf. Midtjylland.

»Det at få fortalt konkret, hvor meget vores produktion af kød og mælk belaster klimaet var tankevækkende«, sagde Henrik Nielsen.

»Det er en dagsorden, vi er nødt til at tage dybt seriøst«, sagde Christian Jensen.

Ikke sort i sort

Men selv om det ser broget ud, vil det ikke vælte dansk landbrug, understregede de fire.

»Det kan godt være, der er arealer, der skal tages ud af drift. Men så skal vi producere helt enormt på resten«, sagde Frede Lundgaard Madsen.

»Der skal stadigvæk produceres kød. Hvis vi tager klimadagsordenen med ind i vores kødproduktion og gør det så klimavenligt, som det kan blive, så kan det godt være os, der skal producere det kød«, mente Nis Hjort.

»Jeg vil gå hjem og sige til mine medlemmer: Det her bliver en kæmpe udfordring, Men det rummer også nogle muligheder. Og det er dem, vi skal fokusere på«.

Faktaboks

Lyttede i to dage

  • »Lyt og bliv klogere til at agere« var overskriften på en studietur til København, som fire landboformænd i denne uge gennemførte.
  • På programmet var bl.a. møder med veganere, Ida Auken (Rad.) og Concito.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle