”Man kan godt blive lidt høj af at have gårdbutik”

Rebildcentrets Gårdbutik ved Skørping er en af de gårdbutikker, der gerne skal gavn af ekstra opmærksomhed gennem L&F’s aktuelle indsats for at promovere gårdbutikkerne.

Marie Fisker, som driver butikken i samarbejde med sin kæreste Andreas Lomborg, er glad for, at der arbejdes for øget fokus, selv om deres et år gamle virksomhed allerede har fået godt tag i kunderne. De kommer særligt fra byerne i nabolaget, samt fra Aalborg, 40 kilometer væk, på de to ugentlige åbningsdage.

»Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente, da vi besluttede at bygge en virksomhed op ovenpå naturplejen, så vi satte barren lavt for ikke at blive skuffede. Det er dog gået rigtig fint. Vi oplever, at rigtig mange gerne vil købe lokale produkter, og at det betyder noget for dem, at de ved, hvordan dyrene har levet. De vil gerne betale for kvalitet og et produkt, som de kender,« siger Marie Fisker.

Lokale specialiteter

I butikken sælges lamme- og oksekød fra Andreas’ og Maries egen besætning af naturplejende får og Dexter/Galloway køer og kalve. Der sælges også fåre- og lammeskind fra besætningen. Udover egne produkter har de entreret med producenter af andre lækre lokale specialiteter, så gårdbutikken ikke kun handler om kød og skind. Det er dog kødet, som folk kommer efter, mens de andre produkter typisk er mersalg.

»Det, at vi selv laver kødet betyder, at det er en stor tilfredsstillelse, når kunderne vender tilbage og er glade for produkterne. Man kan faktisk godt blive lidt høj, når en kunde siger ”jeg har aldrig fået en bedre lammeryg, end den jeg fik fra jer i sidste uge”. Det er en fed oplevelse og meget motiverende,« siger Marie Fisker.

Naturplejen

Hun oplever, at ekspeditionen ofte bliver indgang til en snak om, hvordan man arbejder med naturpleje.

»Jeg synes, det er rigtig godt, at vi på den måde også får fortalt folk, som ikke arbejder med dyr og fødevarer, lidt om, hvordan vi med vores produktion er med til at passe på værdifuld natur. Det giver noget ekstra indblik og forståelse for, hvilke betingelser vi har at arbejde under,« siger Marie Fisker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle