10 hektar oversvømmet da dige brød sammen - Danmark under vand

Telefonen blev ved at ringe i Allan Bech Sørensens lomme, mens han var til møde. Da han til sidst tog den, var det en alarmerende meddelelse han fik: Et dige var brudt sammen og 10 hektar mark stod under vand.

På den ene mark stod der majs sidste år, på den anden plejer der at være korn.

Onsdag var begge marker omdannet til en stor sø. Hvornår søen forsvinder, er det svært at forudse, for Ribe Østerå havde gennembrudt et dige på en strækning på omkring 40 meter.

Digebrud

»Det var folk inde i Ribe, der opdagede, at vandet pludselig steg. Det fik Beredskabsstyrelsen til at undersøge sagen, og de opdagede digebruddet«, fortæller Allan Bech Sørensen.

Ud over den skade, som oversvømmelsen giver på markerne, er der opstået en masse skader, hvor de maskiner, der skulle udbredre digebruddet, har arbejdet. Jord fra et ellers fredet område er lagt ud i en halvcirkel som et nød-dige, og selve hullet er stoppet med et væld af sandsække.

»Jeg er nervøs for, at vandet kan bryde igennem diget andre steder. Der er så meget vand, at det ikke kan komme hurtigt nok væk«, konstaterer Allan Bech Sørensen.

Problemer alle steder

Også i resten af landet har den gennemvåde jord og den massive regn givet enorme problemer.

Gårdspladser, veje og marker står under vand. Landbrugsavisen.dk har i ugens løb spurgt efter fotos fra jer, der er blevet regn-ramt. Det er strømmet ind med billeder af våde mo- tiver.

Bl.a. hos Helle Kreiberg Svennesen og Søren Svennesen på Bjerggaard Landbrug på Barsø: Her var gruset blevet godt vådt, og de ’kan snart sejle ind i malkestalden’, som de fortalte.

På Bjerggaard har de en økologisk malkeproduktion med 180 køer, og normalt er der udsigt til en lille sø, når parret står og malker. Men nu er hele gårdspladsen forvandlet til en stor sø.

»Det har taget lidt overhånd og er steget helt voldsomt, og vandet er begyndt at rende ind i stalden«, siger Søren Svennesen.

Overvejer ris

Pernille Raben har taget et billede af deres marker ved Sommersted.

»Vi overvejer at omlægge til ris«, skriver hun om marken, der mere ligner en sø. Fra Marianne Johansen lød det: »Vi holder snart flodheste«!

Ny sø i Spjald

Lene Gadgaard sendte også et søbillede, hvor der nok lå en mark engang og skrev med en skæv smiley: »Vi har fået en ny sø i Spjald«.

Så man kan trods alt også konkludere, at ikke alle er lige træt af regnen. Hos Lone Nørbye Bendtsen i Thy er der nogle i flyverdragter, der har nydt de store regnmængder.

Faktaboks

Vådt efterår blev en trøst:

Planteavlsrådgiver gennem 16 år i Sagro Finn Poulsen har aldrig før oplevet en vinter med så meget vand på markerne. Faktisk er der en lille trøst i, at efteråret også var meget vådt. »Der var mange, der ikke fik sået tids nok - det viser sig, at det var held i uheld. Vintersædsarealet, der blev tilsået, var kun halvt så stort, som det kunne have været ved et normalt efterår. Raspssåningen kom vi også meget bagefter med. Det er nu en fordel, så vi ikke skal til at så de arealer om«, siger Finn Poulsen.

Vi bliver pressede

Søren Christensen er en bekymret formand for Vestjysk Landboforening: »Vi er voldsomt pressede herude ved Skjern Å med de store vandmængder. Vi kan slet ikke komme ud på vores marker. Jeg har aldrig set så meget vand før, men der er ikke noget, vi kan gøre, andet end at blive indenfor og vente. Forhåbentlig er markerne tørre, når jeg skal have mine dyr ud 1. maj. Det er ikke, fordi vi har fået de store regnmængder lige nøjagtig her ved Skjern, men det er vandmængderne fra Midtjylland, der kommer ud til os. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle