1,7 mio. kr. til de bedste mælke- producenter - ingenting til de dårligste

Regnskabstal for 2019 viser enorme forskelle på top og bund. Alt tyder på, at afstanden øges yderligere.

Jeg er ikke noget særligt. Jeg passer bare mine køer og opfatter det som en virksomhed, hvor jeg skal tjene penge«.

Sådan siger mælkeproducent Peter Mathiasen fra nordjyske Ingstrup ved Løkken. Helt ret har han nu næppe. Han er noget særligt, selv om man ikke kan få ham til at prale af det. Med 316 årskøer, 11.754 kg leveret mælk i snit og en nulpunktspris på 1,92 kr. lander han på et solidt driftsresultat i 2019. Et resultat fra den unge og relativt nystartede landmand, der bringer ham ind i toppen af årets driftsresultaterne fra de fire jysk-fynske rådgivningsselskaber LandboNord, LandboSyd, Sagro og Velas, som i fællesskab har regnet på årsresultaterne.

En nøje gennemgang af tallene viser enorme forskelle på, hvordan de bedste og de dårligste mælkeproducenter klarer sig. Selv i 2019, hvor mælkeprisen har ligget på et nogenlunde tilfredsstillende niveau, er der halvtreds procent forskel i nulpunktet fra den økonomisk bedste til den ringeste fjerdedel.

»Desværre er det sådan, at forskellen mellem de dygtigste og de dårligste ser ud til at blive større og større. Det er en ond spiral, som det kan være meget svært at komme ud af«, siger strategi- og virksomhedskonsulent Louise Rødkær Hermansen fra LandboNord.

»På de bedrifter, hvor hjulene ruller den rigtige vej, går det støt fremad. Omvendt på de bedrifter, hvor hjulene ruller den forkerte vej, så går det hurtigere ned ad bakke«.

Prisen for at lave mælk

Baseret på tal fra 140 konventionelle kvægbrug viser opgørelserne, at prisen for at producere en liter mælk - det tal, landmanden kan se som konsolideringsnulpunktet på sit Ø90-regnskab - varierer fra cirka to kroner hos den bedste fjerdedel til op over tre kroner hos de dårligste.

Med en gennemsnitlig mælkepris på 2,61 kr./kg EKM betyder det en forskel mellem top og bund på omkring 7.500 kr. pr. årsko efter finansiering og før ejeraflønning.

I kroner betyder det, at hos i øvrigt sammenlignelige bedrifter med i snit 250 årskøer vil de bedste landmænd komme ud af 2019 med et resultat efter finansiering på godt 1,7 mio. kr., mens de dårligst stillede kolleger intet har fået ud af passe køer.

Ud af trædemøllen

Hvis man kigger lidt nærmere på tallene fra LandboNord, LandboSyd, Sagro og Velas, så er der ingen nærtliggende eller lette forklaringer på, hvorfor nogle klarer sig bedre end andre.

En oplagt mulighed som forskel i mælkepris kan på baggrund af regnskabstallene afvises. Tværtimod viser regnskaberne, at mælkeprisen ikke gør den store forskel.

»Vi må konstatere, at der simpelthen er forskel på, hvor gode landmændene er til at få en forretning ud af deres køer«, siger Louise Rødkær Hermansen, LandboNord

Væk med bankgælden

Netop fokus på økonomien er nok det tætteste, man kommer på en forklaring på de gode resultater hos Peter Mathiasen, der overtog bedriften efter sin far i 2015.

»Jeg overtog en gård, der var i højt gear, og det har været min plan fra starten, at jeg skulle afdrage min bankgæld så hurtigt som muligt. Det har givet mig en stor frihed«, siger Peter Mathiasen.

Mindre vedligehold

Strategien med at afdrage på bankgælden betyder, at Peter Mathiasens oprindelige udestående med banken på 11 mio. kr. tilbage i 2015 i dag er reduceret til en kassekredit på en million kroner. Renteudgifterne er en halv million mindre om året.

»Jeg har meget fokus på omkostningerne. Det er nok det, der er min styrke. Jeg er ikke den bedste til at fodre, men jeg holder skarpt øje med de faste omkostninger og tager tingene i opløbet«.

Hos Mathiasen er udgifter til vedligehold på godt 1.000 kr. pr. ko kun det halve af gennemsnittet. Den ’tusse’ ryger direkte ned på bundlinjen.

Faktaboks

Peter Mathiasen:

  • Overtog gården i 2015.
  • Holder koantallet uændret på godt 300. Ingen planer om at udvide.
  • Stram styring af udgifter til f.eks. strøm og foderspild. Overflødige maskiner er solgt fra. Samarbejder med nabo om planteavl.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle