I den forgangne uge offentliggjorde Danmarks Statistik nationalregnskabet for 4. kvartal 2013. Det var ganske nedslående læsning. Tallene viste negativ vækst på 0,5 pct. Samlet set betyder det, at væksten i Danmark endte på sølle 0,4 pct. i 2013.

I begyndelsen af 2014 har de ’bløde’ nøgletal som forbrugertillid m.fl. fortsat den positive udvikling – og de har i hvert fald ikke bevæget sig ned i negativt territorium. Men de positive indikatorer udmønter sig endnu ikke i en positiv udvikling af de hårde nøgletal som f.eks. nationalregnskabet.

For en god uge siden kom L&F med sin prognose for dansk økonomi i 2014 og 2015. Den er ikke opmuntrende læsning. Vi tror på vækst på 1,3 pct. i 2014 og 0,9 pct. i 2015. Altså vækst men fortsat i den meget beskedne ende.

Det er fortsat privatforbruget der halter. Her tror vi kun på en vækst på 0,8 pct. i 2014 og på 1,0 pct. i 2015. Vi er lidt mere optimistiske på vegne af eksporten af varer og tjeneste, hvor prognosen peger på vækstrater omkring 3,5 pct.

Verden består i stadigt stigende grad af forbundne kar, og i en lille åben økonomi som den danske er det en sandhed, der har meget stor betydning. Vi er dybt afhængige af den økonomiske udvikling i verden og ikke mindst i Europa.

De seneste måneder har meget peget i retning af en god økonomisk udvikling i vores nabolande. Det er positivt, for vækst i nabolandene kan sætte gang i den danske eksport.

Men opsvinget er både spinkelt og skrøbeligt. Der skal ikke ret megen international støj til, før økonomierne sander til igen. Også af den årsag giver krisen i Ukraine grund til bekymring. Det sidste, Danmark og resten af verden har brug for, er en langvarig hårdt spændt international krise.

Krisen kan udvikle sig til en tragedie for de mennesker, den berører, og den vil uden tvivl have negative effekter på vækstudsigterne i både den globale og den danske økonomi, og dermed kan årets første lidet opmuntrende prognoser alligevel vise sig at være for optimistiske.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle