23 mand og en pige klarer ærterne

Ærterne høstes, både mens byen sover, og midt på dagen. I hele juli og august høster tre hold fra Døllefjelde Maskinstation på alle døgnets timer, syv dage om ugen.

På Lolland, nærmere bestemt ved »Mark nr. 14«, står et hold drenge på en halvtom græsplet og sparker en slidt fodbold frem og tilbage. Ovenfra er det blå himmel, og det er ikke blevet for varmt endnu til at høste ærter. Det er også meningen, at alle seks plus en teamleder skal høste de ærter, der er på den anden side af landevejen. I stedet står de gule høstmaskiner pænt på række og er slukket. Virksomheden, der skal tage imod alle ærterne, har haft problemer med maskineriet siden midnat, og derfor tøffer dagsholdet rundt mellem frokost, frisbee og fodbold.

»Det betyder ikke, at holdet har kunnet sove længe, for vi ved ikke, hvornår vi kan gå i gang«, siger ejeren Simon Ludvigsen, der er mødt op ved marken.

Han har ansvaret for, at i alt 24 mand, herunder en kvinde, på to måneder kommer igennem 2.250 hektar grønne ærter fordelt på Lolland, Falster, Møn og dele af Sjælland op til Kalundborg. De unge er mellem 16 og 34 år og kommer primært fra landbrugsskoler, gymnasier og handelsskoler.

»Vi prøver meget hurtigt at skabe et fællesskab. Nogle af drengene kender tit hinanden og kører på samme hold. Jeg prøver også at fordele dem lidt, så der ikke sidder tre 16-årige på ét hold uden særlig meget erfaring. Når vi er færdige med at høste, holder vi en høstfest, hvor de bliver inviteret ud at spise«, siger Simon Ludvigsen.

Tre timer fra høst til frost

Maskinstationen overtog han efter sin far i 2017, der havde 40 års jubilæum samme år. Da LandbrugsAvisens reporter kommer forbi, er maskinstationen tæt på halvvejs i høsten og har fået de økologiske ærter i hus.

»Vi har en tommelfingerregel, der siger, at der skal gå under tre timer, fra vi har høstet, til ærterne er på frost«, fortæller han.

De seks maskiner kører i døgndrift. Det betyder mellem 1.000 og 1.200 køretimer om året og en mængde diesel på mellem 2.500 og 3.500 liter i døgnet. Derfor skal maskinerne konstant renses og tjekkes igennem.

»Vi høster hele døgnet, også selv om det regner eller blæser, for det kan afgrøden godt klare. Det er vigtigt, at maskinerne kan køre, når vi høster. Nogle af dem er 15 år gamle, men vores strategi er, at vi skifter en af dem hvert andet år«, siger Simon Ludvigsen.

Morgenmad, frokost og aftensmad må holdene selv holde styr på.

»Det bliver en stor madpakke, som de spiser, mens de kører, men det er kun op til tre km/t, så det går ikke vanvittigt stærkt«, siger Simon Ludvigsen.

Når maskinerne ikke holder stille, kommer de unge igennem 40 og 50 hektar i døgnet. Høsten bliver leveret til Ardo A/S, der producerer og markedsfører en bred vifte af frosne grøntsager.

»Der er utrolig forskel på, om vi høster om natten eller dagen. Om natten er ærterne sprøde og med dug på. Når det er sol og 30 grader, bliver de mere seje«, siger han og tilføjer:

»I år har vi lidt udfordringer med, at ærterne er megget uens, så nogle siger ’smat’, når vi trykker på dem, mens andre er lidt hårdere. Hvis ærterne er for små, bliver de smadret i maskinen«.

De tre hold kører seks dage om natten eller dagen, holder fri i tre dage og arbejder dernæst igen. Selv om de høster både nat og dag, bliver hverken drengene eller Simon Ludvigsen trætte af at spise ærter.

»Du får ikke bedre ærter end dem direkte fra marken«.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle