3D-kamera skal finde syge grise

Ingeniørhøjskolen i Århus vil udvikle system med elektroniske øremærker og kameraer, der overvåger dyrenes adfærd og afslører tegn på sygdom tidligere.

Overvågning og registrering af grisenes ædemønster skal gøre det muligt at identificere syge svin i besætningen.

Det er indholdet i et toårigt forskningsprojekt, Ingeniørhøjskolen i Århus med ny millionstøtte fra EU har sat i gang. Forskerne har sat sig for at lave et system med elektroniske øremærker, såkaldt RFID samt 3D-kameraer, der kan overvåge og registrere dyrenes trivsel i staldene og opdage sygdom på et tidligt tidspunkt.

Kameraerne er af typen Kinect, som er kendt fra Microsofts Xbox 360 spil, og øremærketeknologien er kendt fra elektronisk mærkning af tøj til tyverisikring i butikker.

"Vi vil overvåge de mange hundrede svin i en besætning ved hjælp af RFID-udstyret i kombination med 3D-kamera og en computer, som vi programmerer til at genkende og følge det enkelte dyrs ædemønster. Vi ved, at hvert svin har et individuelt ædemønster, og hvis det afviger fra dette mønster, er det tegn på, at noget et galt," siger lektor Torben Gregersen, Ingeniørhøjskole i Århus.

3D-kameraerne, som anvendes i projektet, kan se i mørke, og derfor er det muligt at følge dyrenes ædemønster døgnet rundt.

Adfærdsprofil

"Tanken er, at vi lagrer tidspunkt og varighed for svinenes indtagelse af foder i en database og opbygger en adfærdsprofil for det enkelte dyr i flokken. På den måde vil vi via for eksempel en sms kunne advare staldpersonalet om mistrivsel hos et dyr tidligere, end det er muligt for dem at opdage gennem daglig inspektion," forklarer Torben Gregersen.

Det kan for eksempel være et sygdomstegn, hvis en gris æder sjældnere, end den plejer, eller i kortere tid.

Ingeniørhøjskolen i Århus har etableret en teststald syd for Bremen i samarbejde med projektets øvrige partnere fra forskningsinstitutioner i Tyskland, Belgien og Italien.

En velafprøvet prototype på systemet ventes klar i 2013.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle