500 landmænd får brev om sten- og jorddiger

Kulturstyrelsen er i gang med at sende breve ud til ca. 500 landnænd, der ulovligt har fjernet eller pløjet beskyttede diger op.

500 landmænd i hele landet kan inden jul forvente at få et brev fra Kulturstyrelsen om, at de har forbrudt sig mod beskyttelsen af sten- og jorddiger.

I de fleste tilfælde vil der være tale om, at landmændene i strid med loven har fjernet digerne ved at pløje dem op eller gennembryde dem på større eller mindre strækninger - og det får nu et efterspil.

Det oplyser kulturgeograf Morten Stenak, Kulturstyrelsen.

»Vi er ved at afvikle en sagspukkel, som beklageligvis har hobet sig op de sidste fem-seks år, efter vi overtog tilsynet med sten- og jorddiger fra amterne ved kommunalreformen,« siger Morten Stenak.

200 kan søge dispensation

Ifølge Morten Stenak er der i omkring 200 af sagerne tale om mindre grove overtrædelser, hvor landmændene slipper med et »informationsbrev« om, at de kan søge om dispensation i kommunen til at lovliggøre deres forhold.

Men i op mod 300 sager er der tale om så grove overtrædelser, at landmændene får påbud om at retablere digerne. Med brevene følger en vejledning om, hvordan man gør det.

I de sager har det lokale museum allerede besigtiget digerne og deres omgivelser.

Vigtig kulturarv

»Hvorfor er det vigtigt at beskytte digerne? De er jo meget upraktiske for landmændene?«

»Digerne er beskyttet for at landskabet kan fortælle en historie. De var allerede under stærk reduktion, da man beskyttede de tilbageværende i 1992. De blev etableret i forbindelse med udskiftningen og landbrugsreformerne for 200 år siden - dengang blev de brugt til at inddele markerne og til at markere ejendomsskel mellem bønderne,« fortæller Morten Stenak.

»Digerne er samtidig biologiske ledelinjer: Der kan bo dyr i dem, og de kan færdes langs med dem for at skifte habitat. Ofte er digerne det eneste, der forbinder deres levesteder i store kornørkener,« forklarer Morten Stenak.

Fremgår af miljøportal

Det er landmænds eget ansvar at holde sig orienteret om beskyttede diger på deres ejendom.

Der findes en vejledende registrering på miljøportalen.

I tvivlstilfælde kan en lodsejer rette henvendelse til kommunen.

Faktaboks

Diger skal beskyttes

  • Sten- og jorddiger er beskyttet efter reglerne i museumslovens § 8 a.
  • I de 50 sager, hvor Kulturstyrlsen sender breve ud, er der tale om, at lodsejere uden dispensation har fjernet større eller mindre dele af beskyttede diger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle