Flotte tal fra økologerne, perspektiverne efter coronaen og en skandale, der skrumpede, må være ugens temaer
Man skal være noget af en stivstikker, hvis man ikke letter respektfuldt på hatten for de salgstal, de økologiske kolleger har præsteret i de seneste år. For 14 milliarder kroner hvidkål, minimælk, mel, kartofler og andet med det røde mærke havnede i indkøbskurvene i 2019, en stigning på ni procent, viste de tal, Danmarks Statistik offentliggjorde mandag. Siden 2012 er salget, både i kroner og mængder, mere end fordoblet.
Bevares, når momsen og butikkernes avance er trukket fra, er der unægtelig knap så meget til at lønne landmanden, og selv om økologien får lov at tage de fleste overskrifter, er det stadig kun en meget lille del af det samlede forbrug. Det ændrer imidlertid ikke på, at salget stiger år for år og i hvert fald for de fleste øko-landmand giver en sund økonomi. Og det påkalder respekt.
Noget om prisen
Forklaringen på væksten år for år er nok idealisme, men mindst lige så meget benhård professionalisme. De økologiske virksomheder har ganske enkelt skruet så meget op for effektiviteten, at det har presset priserne nedad.
Når Coop tager 10,50 for en liter øko-minimælk og 9,95 for den konventionelle, koster det altså kun 55 øre at være økologisk forbruger. (Egentlig imponerende, at Arla alligevel er i stand til at give sine øko-leverandører 60 øre mere, men det er der gode, lidt mere indviklede forklaringer på)
Tilsvarende er prisen på øko-kartofler i samme kæde en tier kiloet, et par kroner mere end den konventionelle standard-kartoffel. Gulerødder, der ikke er økologiske, er efterhånden lige så sjældne som buræg.
Merprisen for økologi er ganske enkelt blevet mindre, og det skyldes stordrift og effektivitet. Landmænd som Rene Malarik, du kan læse om på side 22, får et godt liv ud af sine to hektar på Samsø, men det er ikke hans type, der får salget til at vokse.
Efter coronaen
Ovennævnte tal dækkede 2019, og som vi kunne fortælle i sidste uge, er øko-salget steget yderligere ganske kraftigt under coronaepidemien.
Er dette et varsel om, hvor forbruget bevæger sig hen, også efter coronaen, diskuterer man uden tvivl intenst i vores virksomheder. Finanskrisen efter 2008 flyttede forbruget væk fra fladskærme til cafebesøg og Thailand-rejser - forlystelsesindustrien var den store vinder. Den selvsamme industri, der lige nu er i koma.
Også denne krise vil forandre verden. De virksomheder, der fanger vinden først, vil gå styrkede ud, andre vil gå under. Ingen aner, hvad der sker, men et godt gæt er, at internet-forretning bliver endnu vigtigere.
Det er derfor næppe heller nogen tilfældighed, at Danish Crowns Kina-chef Søren Tinggaard netop i denne uge kunne underskrive en aftale med selskabet med det muntre navn Dingdong Maicai, et relativt nyt kinesisk selskab, der leverer fødevarer til millioner af storbykunder - med en leveringstid på maks. 29 minutter. Det lugter af fremtidssikring.
Skandalen, der visnede
Ud over økologi og corona bragte ugen også nyt i det, man vel kan kalde »staldstøtteskandalen«.
»Landmand tiltalt for svindel med støttekroner«, lød det alarmerende i Avisen Danmark.
Da vi fik gravet lidt dybere i sagen, er virkeligheden en smule mere nuanceret. Ja, en landmand er sigtet for at søge støtte til en maskine, der allerede var købt - men 17 andre politianmeldte sager er bortfaldet. En sag om svindel er en for meget - men den helt store skandale ligner det ikke.
