8.200 små landbrug står til at miste støtten

Regeringen vil hæve grænsen for at søge hektarstøtte fra to hektar til fem hektar gældende fra 2015. Forslaget møder stor politisk modstand uden for regeringspartierne.

Regeringen vil hæve grænsen for at søge landbrugsstøtte fra to til fem hektar. Dermed udelukkes omkring 8.200 små jordbrugere fra at modtage landbrugsstøtte fra 2015.

Ifølge Lotte Dige Toft, chef i Center for Arealtilskud i NaturErhvervstyrelsen, sker det bl.a ud fra et ønske om at målrette landbrugsstøtten til det erhvervsmæssige landbrug i en tid, hvor den samlede pulje til landbrugsstøtte svinder ind.

»Vi vil gerne målrette pengene til det erhvervsmæssige landbrug for at sikre væksten i dansk landbrug. I Danmark har vi med et gennemsnit på omkring 60 hektar de største landbrugsbedrifter i EU, kun overgået af Tjekkiet,« siger Lotte Dige Toft.

Hun tilføjer, at hun forventer, at den nye hektargrænse vil betyde, at en del af dem, der kommer til at ligge lige under den nye hektargrænse, vil tilpasse sig og blive større, mens andre vil forsvinde som landbrug som led i strukturudviklingen. De små bedrifter på mellem to og fem hektar modtager årligt omkring 74 mio. kr. i landbrugsstøtte.

»Meget problematisk

Landbrug & Fødevarer betegner beslutningen om at hæve hektargrænsen som »meget problematisk.«

»Det øgede hektarkrav kommer til at koste små bedrifter dyrt. De små er vigtige for landkommunerne, da de er med til at skabe liv og fastholde befolkningen på landet,« siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Lone Andersen, formand for Familielandbrugssektionen, mener, at det nye forslag føjer spot til skade på et tidspunkt, hvor de mindste landbrug i forvejen er truet af store skattestigninger, fordi SKAT omvurderer bedrifter under 5,5 hektar til parcelhusbeskatning.

»Det er utroligt skuffende, at regeringen slet ikke har lyttet til vore bekymringer for væksten og livet i landdistrikterne. Det her trækker den gale vej, og når man ser på, hvad der i øvrigt foregår på bl.a. skatteområdet, begynder det at ligne en hetz mod de små landbrug.«

Flertal imod

Beslutningen om at hæve hektargrænsen for landbrugsstøtten møder stigende politisk modstand på Christiansborg, hvor et flertal bestående af samtlige partier uden for regeringen (Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten) vender sig imod beslutningen.

Fødevareminister Dan Jørgensen skal i samråd om sagen og åbner på forhånd en dør på klem for, at beslutningen kan gøres om:

»Jeg har truffet den beslutning, som jeg synes var den bedste af de muligheder, vi havde. Men jeg lytter da gerne til de andre partier, hvis de har forslag til, hvordan vi kan gøre det anderledes,« skriver ministeren i en kommentar til LandbrugsAvisen.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle