96 procent af høsten er i hus

Nordjyderne har kørt med alt, hvad der kan trække, den seneste uge og er kommet godt med.

»Høsten i hus før 1. september uden de store tørringsomkostninger, og halmen bliver også presset tør. Det kan man vist ikke ønske sig meget bedre,« siger planteavlskonsulent Ulla Plauborg, LMO, Viborg.

Set på landsplan er høsten 96 procent i hus, og bagefter er især nordjyderne, der mangler de sidste 25 procent af vårbyggen, men vejrudsigten tegner til gengæld godt.

For få uger siden var nordjyderne lidt nervøse og bad om godt vejr, og for en uge siden var kun 10 procent høstet i det nordjyske, mens resten af landet lå lunt i svinget. Men den seneste uge er så godt som al hveden og 75 procent af vårbyggen kommet i hus.

»Her køres med alt, hvad der kan trække,« siger planteavlskonsulent Charlotte Frihauge Olesen.

Resten af landet har også haft travlt med at høste. For en uge siden var 58 procent af hveden og 68 procent af vårbyggen høstet, i dag mangler der kun at blive høstet tre-fire procent af disse to hovedafgrøder.

Tilfredsstillende høst

De fleste landmænd kan ikke bare glæde sig over en tidlig høst, men udbytterne har også været ganske pæne.

»Især når det våde efterår og barske kolde forår tages i betragtning,« siger Ulla Plauborg.

I den modsatte ende af Jylland er planteavlschef Bo JM Secher også tilfreds.

»Alt i alt en høst vi kan være meget tilfredse med både med hensyn til udbytter og kvalitet,« siger han.

På landsplan holder sidste uges høstprognose på 8,9 mio. ton, en høst der er af normal størrelse med pil nedad, fordi arealet ikke har været så stort. Men gennemsnitsudbytterne pr. hektar har været middel i hvede og rekordstort i vårbyg.

Vinterhveden har været svingende. I Østjylland meldes om udbytter mellem 4,5 og 10 ton pr. hektar.

Chefkonsulent Erik Sandal, LMO, Hinnerup, har nedjusteret udbyttet lidt siden sidste uge.

»Der er stærkt svingende udbytter og en del meldinger om lave udbytter som følge af goldfodsyge. Vi mener, at dårlig etablering i efteråret - kombineret med tørke under kernefyldningen, er skyld i de alvorlige konsekvenser af denne sædskiftesygdom,« siger han.

Vårbyggen har til gengæld klaret sig overvældende godt med udbytter på omkring 50 hkg pr. hektar på uvandet sandjord og op imod 70 hkg pr. hektar på vandede arealer, påpeger Per Skodborg Nielsen, HFLC.

På landsplan er udbyttet 10 procent over normalen.
** august i høståret          * april følgende år

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle